Otte kvinder og én enkelt mand i Esbjerg KU’s nye bestyrelse – tid til kønskvoter?

0
466

Lørdag d. 29. August 2020 afholdt Esbjerg Konservative Ungdom ekstraordinær generalforsamling. Det vendte op og ned på kønsbalancen i foreningens bestyrelse.

Foto: KU

Formand Christoffer Hagen Pedersen er kommet ind på sit drømmestudie i Aarhus og indkaldte derfor til ekstraordinær generalforsamling. Der deltog omkring 30 medlemmer.

Otte kvinder og kun én mand blev valgt. Både formand og næstformand er kvinder.

– Vi er ret stolte af, at vi er så mange kvinder, for sådan har det ikke altid været. Faktisk er det kun omkring en tredjedel af KUs medlemmer på landsplan der er kvinder, fortæller den nyvalgte formand Lærke De lasson Rosenberg. I Esbjerg er det tal 60-40 i mændenes favør.

Hun er 19 år og nyslået student. Hun har været medlem siden 2015  og har siden januar været næstformand. 

– Vi havde selvfølgelig håbet på at kønsbalancen var lidt mere lige, men der var ikke flere drenge der stillede op, siger hun.

Anne Vang fra Fanø er ny næstformand. Hun har været medlem siden 2017. Hun er aktiv i flere foreninger og glæder sig over, at det er muligt at danne en bestyrelse af den størrelse.

– I følge vedtægterne behøver vi ikke være hele ni personer, men når der er ni kompetente unge der stiller op, så skal vi selvfølgelig udnytte alles kompetencer, fortæller hun.

– Vi ser frem til et super godt samarbejde og en masse gode tider med hinanden. Måske vi i fremtiden skal overveje kønskvoter så drengene også har en chance. Det er jo meget oppe i tiden at skulle hjælpe det svage køn med kvoter, joker den nyvalgte formand Lærke De Lasson Rosenberg.

Benjamin Mirad Gurini er 20 år gammel og har været medlem af Konservativ Ungdom i København siden 2019. Han blev medlem i Esbjerg i år. Han er derfor også helt ny i bestyrelsen.

– Personligt, så ser jeg ingen forskel mellem kvindelige og mandlige bestyrelsesmedlemmer. Vi har jo ikke valgt vores bestyrelse baseret på køn, vi har bare haft en masse kompetente mennesker, der har ydet et godt og hårdt stykke arbejde, der tilfældigvis har været kvinder.

Når det er sagt, så glæder jeg mig utroligt meget til at få lov til at arbejde med så kompetente, ihærdige og hårdtarbejdende mennesker det næste stykke tid, siger Benjamin Mirad Gurini.

Den nye bestyrelse har allerede planlagt årets julefrokost der afholdes 12. December.

Det yngste medlem af bestyrelsen er 17 år. Det ældste medlem er Benjamin Mirad Gurini på 20 år.

Bonusinfo
Esbjerg Konservative Ungdom blev stiftet i 1926. I dag tæller foreningen 91 medlemmer.

Esbjerg KU holder til i Det Tværpolitiske Hus på finsensgade. Der blev Generalforsamlingen også afholdt.

Foreningen laver meget andet end politik. f.eks. hytteture, fester og kompetenceudviklende arrangementer som aktiekurser, debat- og eksamenstræning.

Leave a Reply