Ny kampagne mod indbrud

0
566

Syd og Sønderjyllands Politi går sammen med kommunerne om at stække indbrudstyvene.

Indbrud sker, fordi tyvene kan afsætte de ting, de stjæler. Derfor samarbejder kommunerne og politiet om at gøre borgerne bevidste om, hvad det betyder, når de falder for alt for billige varer.

Foto: Niclas Jessen

Syd- og Sønderjyllands Politi og de otte kommuner i politikredsen lancerer tirsdag den 12. februar en hjemmeside, stop-e-hæleri.dk, der fokuserer på at gøre det trygt for borgerne at købe brugt på nettet – og undgå at købe hælervarer.

Det er kredsrådet i Syd- og Sønderjyllands Politi, hvor Esbjerg, Varde, Vejen, Tønder, Aabenraa, Fanø, Haderslev og Sønderborg Kommune samt politikredsen arbejder sammen om blandt andet forebyggelse, som står bag tiltaget.

Stop e-hæleri-kampagnen har til formål – ved hjælp af skærpet opmærksomhed fra borgernes side – at gøre det sværere for indbrudstyvene at afsætte deres tyvekoster som for eksempel designermøbler, antikviteter, smykker, computere m.m. på nettet.

– De seneste år er antallet af indbrud i private beboelser heldigvis dalet i politikredsen som helhed. Men set i forhold til internationale tal bliver der stadigvæk begået alt for mange indbrud, og det er en meget traumatisk oplevelse for de borgere, det går ud over, understreger fg. vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Han står i spidsen for politikredsens kriminalpræventive indsats.

Chr. Østergård peger på, at politikredsen sammen med kommunerne traditionelt fokuserer på at rådgive borgerne om, hvordan de sikrer deres boliger, og hvordan de kan være aktive nabohjælpere, der passer godt på deres boligområde. Men denne indsats kan ikke stå alene.

– Skal vi bringe antallet af indbrud længere ned, er vi afhængige af, at borgerne er årvågne og undgår at købe hælervarer, når de spotter et godt fund på nettet. For køber de hælervarer, bestiller de reelt også det næste indbrud, da tyvene ved, at de kan afsætte deres tyvekoster, tilføjer den fg. vicepolitiinspektør.

Nettet har gjort det nemt at gå på skattejagt efter et godt tilbud. Omvendt er mange hjemmesider med brugtmarkeder også blevet en platform, hvor tyve skjult bag fiktive identiteter sætter deres hælervarer til salg. Og for den utrænede køber kan det være svært at skelne mellem et godt køb og et ulovligt køb.

Derfor indeholder hjemmesiden en række konkrete råd om, hvordan man sikrer sig, at der er tale om ærlige brugte genstande, og hvordan man sikrer sig, at sælger er den, vedkommende udgiver sig for at være.

Link til hjemmesiden: www.stop-e-hæleri.dk.

Leave a Reply