Kom med en tur tilbage til jernalderen og oplev MYRTHUEs nye jernaldergård

0
188
Myrthues Jernalderlandsby I Guldager 1 1

Fredag den 30. august indvier MYRTHUE sin nye jernaldergård, der står på fundamentet af 50 års stolte traditioner med læring, der kommer ind under huden og lagrer sig i hukommelsen på skoleeleverne.

 

”Den bedste skoledag i mit liv”. Sådan lyder det ofte fra de skoleelever, der besøger MYRTHUEs jernalderlandsby, og nu får læringen og de gode oplevelser endnu bedre vilkår. Sidst i august indvier MYRTHUE nemlig sin helt nye jernaldergård, som Esbjerg Byråd satte penge af til i 2020, fordi den gamle jernaldergård var hårdt angrebet af råd og borebiller.

 

Heldigvis har den nye gård rejst sig på imponerende vis og er klar til at danne den livagtige og virkelighedstro ramme om skoleelevernes møde med livet i jernalderen. Faktisk har skoleelever helt siden 1971 prøvet kræfter med at grutte mel, lave brændenældesuppe, ofre til guderne, fælde træer eller lukke dyrene på græs i jernalderlandsbyen i Guldager, mens de samtidig har taget vigtig læring om håndværk og historie med sig videre i livet.

 

Alle er velkomne til indvielsen, der foregår fredag den 30. august 2024 kl. 10-11.30 i Jernalderlandsbyen, Guldager Stationsvej 105, 6710 Esbjerg V.

Her vil smeden Thorbjørn og den kloge kone Gunhild stå for selve indvielsesritualet, og der er også tid til at opleve børn i aktivitet og få lidt mad og drikke.

Fakta

Mere om MYRTHUEs formidlingstilbud til kommunens folkeskoler i Jernalderlandsbyen i Guldager: https://www.ude.nu/udbyder/jernalderlandsbyen

Nat i Jernalderen – https://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-esbjerglive3?ArrNr=17741628

Foto: Myrthuegård

Leave a Reply