Generalforsamlingen bød også på en varm afsked med formanden gennem de seneste 10 år, Henny Fiskbæk
Foro: HK
Tidligere næstformand Julie Bæk Krogh kan nu kalde sig formand for HK Privat Sydjylland. På onsdag aftens generalforsamling blev hun valgt uden modkandidater til at afløse Henny Fiskbæk på formandsposten. Henny Fiskbæk har selv valgt at trække sig fra posten pga. omfattende høreproblemer.
– Jeg er meget stolt over den store opgave, jeg er blevet betroet, og jeg vil gå ydmygt til den. Heldigvis har jeg haft fornøjelsen af et tæt samarbejde med Henny gennem mine år i bestyrelsen, så jeg har haft den bedste læremester, siger Julie Bæk Krogh.
Som formand for HK Privat Sydjylland bliver hun fuldtidspolitiker i afdelingen, der organiserer HK-medlemmer fra Horsens og til grænsen, minus Fredericia.
Generalforsamlingen tog varmt afsked med en rørt Henny Fiskbæk, som dog var glad for at give stafetten videre til netop Julie Bæk Krogh, som var indstillet til posten af en enig bestyrelse.
– Julie er den helt rigtige til at overtage posten i en tid, hvor fagbevægelsen er presset fra mange sider. Der er brug for en formand med overblik og gennemslagskraft, og det har hun, siger Henny Fiskbæk.
Der var også valg til bestyrelsen, og genvalgt blev Gitte Witt, Tina Bopp Tygesen, Henrik Fredeløkke og Ole Skovbo Sørensen. Nyvalgt blev Aage Strandgaard og René Thiemer. Som suppleanter blev valgt Rikke Vognsen og Connie Alsted.