Foto Esbjerg Kommune

Enhver fodboldspillers drøm af en fodboldpark er på vej på Bakkeskolen i Esbjerg takket være en donation på tre mio. kr. fra Johan Hoffmann Fonden. Hele ideen bygger på den brasilianske fodboldkulturs legende tilgang til verdens største sportsgren.    Eleverne på Bakkeskolens brasilianske fodboldlinje kan glæde sig til træningen i den nye fodboldpark.

Pelé, Ronaldo, Kaká, Ronaldinho og Neymar. Sådan lyder navnene på bare nogle af de brasilianske fodboldlegender, der igennem tiden har tryllebundet hele verden med deres lidenskab og leg med bolden. Nu kan Bakkeskolen i Esbjerg måske gøre det store sydamerikanske land kunsten efter. Skolen får nemlig Danmarks første brasilianske fodboldpark, hvor eleverne på den brasilianske fodboldlinje får de allerbedste muligheder for at træde i de store fodboldstjerners fodspor.

Med den brasilianske træner, Leandro Fioretti, i spidsen tager linjens undervisning og træning afsæt i den brasilianske fodboldkultur, hvor legen, passionen og den teknisk snilde udvikler dygtige og begejstrede fodboldspillere. Alt det kommer den nye fodboldpark til at bakke op om med forskellige slags baner, underlag og udfordringer.

Gavmild donation fra fond

Konkret får parken en ny multibane med kunstgræs, et stort boldbur med strandsand, et asfaltområde, et område med hybridgræs, to beach padel-baner, udendørs træningsfaciliteter til opvarmning og et område til Teqball, der bedst kan forklares som bordtennis med fodbold og fødder.

Til at realisere den brasilianske fodboldpark har Bakkeskolen fået en gavmild donation på tre mio. kr. fra Johan Hoffmann Fonden, mens Bakkeskolen selv står for drift og vedligehold.

”Vi har i en tid ledt efter positive projekter i Østerbyen, og Bakkeskolens brasilianske fodboldlinje er en succes båret af lokalt initiativ og godt samarbejde. Vi tror, at projektet kan styrke både Bakkeskolen og sammenholdet i lokalsamfundet yderligere. Vi ser først og fremmest det nye anlæg som et plus for skolens elever og børn fra det lokale foreningsliv. Men anlæggets faciliteter kan også benyttes af boldglade børn og unge fra foreninger og klubber andre steder i Esbjerg,” siger Johan Hoffmann Fondens direktør, Erik Haldan, om baggrunden for fondens donation.

Fra 4 til 90 elever

Bakkeskolen åbnede den brasilianske fodboldlinje for syv år siden, og mens der i det første skoleår var fire elever, kan skolen glæde sig over, at der i det kommende skoleår er hele 90 elever på linjen fordelt på 7. 8.og 9. klasse.

”Med den dygtige og begejstrede brasilianske fodboldtræner og helt særlige atmosfære af gejst og glæde ved fodbolden forstår jeg godt, at Bakkeskolens brasilianske fodboldlinje er populær. Den nye park må være enhver fodboldspillers drøm, og jeg er sikker på, at den kommer til at give luft under vingerne til både udviklingen og fællesskabet for mange talenter,” siger formanden for Børn & Skoleudvalget, Diana Mose Olsen.

Kreativitet og energi

På Bakkeskolen glæder skoleleder, Christian Varming, sig til at opleve den nye park danne rammen om masser af leg, liv og sport.

”I Brasilien spiller børn fodbold hele tiden. Måske i bare tæer, måske i sand eller på asfalt, måske i et par fodboldstøvler, der er for store. De spiller alle steder og med alt, hvad der ligner en bold. Det er derfor, de bliver så teknisk dygtige. I Brasilien er fodbold en leg fuld af kreativitet og energi, og det er også vores drivkraft på Bakkeskolens brasilianske fodboldlinje,” siger Christian Varming.

Arbejdet med at anlægge fodboldparken går i gang efter sommerferien og forventes at være klar til brug senere i år. Fodboldparken kommer til at ligge på arealet foran den nye springhal, der bliver færdig til august, så det samlet bliver til et lille lokalt sportsmekka.

Fakta om Sport Plus klasserne

Den brasilianske fodboldlinje er en del af Bakkeskolens Sport Plus klasser, hvor unge idrætsudøvere i 7.-9. klasse fra hele Esbjerg Kommune kan træne og udvikle deres kompetencer inden for brasiliansk fodbold, basketball, spring og TeamGym.

Fodboldlinjens egen brasilianske træner, Leandro Fioretti, giver sin legende og kreative tilgang til fodbold videre til eleverne.


Firefly A Happy Dog With Yes Hat 82478

Har du også
JAhatten på

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Leave a Reply