Sommerens gæster i Esbjerg midtby får ekstra hjælp til parkering, når Esbjerg Kommune i juli og august sætter ind med parkeringsguider til at vejlede bilisterne og sikre en god oplevelse i byen.
Bilisterne i Esbjerg midtby kan kigge efter parkeringsguiderne i orange veste, hvis de har brug for assistance til parkeringen. Foto: Esbjerg Kommune

Når Esbjerg midtby danner rammen om det glade sommerliv for både lokale og turister, skal det være nemt og trygt at parkere bilen, så besøget i byen bliver en god oplevelse. Derfor sender Esbjerg Kommune som en ekstra service særlige parkeringsguider på gaden i juli og august.
De vil cirkulere rundt ved parkeringspladserne i Borgergade og parkeringshuset i Danmarksgade og er klar med assistance til bilisterne, hvis de er i tvivl om parkeringsreglerne eller har brug for praktisk hjælp til at få parkeringen registreret korrekt.
Guiderne vil være synlige i bybilledet på hverdage fra kl. 12 til 18 og på lørdage fra kl. 10 til 14.
“Vi ved, at der kommer mange gæster til byen i sommermånederne, og vi vil gerne sikre en god oplevelse for alle – både lokale borgere og turister fra ind- og udland. Derfor gør vi en ekstra indsats for at hjælpe folk med parkeringen, så de kan koncentrere sig om at nyde alle de gode oplevelser i Esbjerg,” siger Henning Ravn, formand for Plan & Byudviklingsudvalget.
Foruden den ekstra assistance fra parkeringsguides kan bilisterne i Esbjerg altid finde information og hjælp til parkering på kommunens hjemmeside: esbjerg.dk/parkering