Forarbejdet til Vadehavsområdets nye cykelsti begynder i februar

0
494

Arkæologiske forundersøgelser bliver startskuddet på den fysiske etablering af cykelstien fra Ribe til Vadehavet.

Efter årsskiftet begynder de første synlige tegn på, at der skal etableres en cykelsti fra Øster Vedsted ved Ribe til Vadehavet og forbi Vadehavscentret. I begyndelsen af februar planlægger Sydvestjyske Museer at gå i gang med de arkæologiske forundersøgelser langs ruten. Undersøgelsen forventes at vare ca. 14 dage, hvis vejret ikke driller i perioden.

Sideløbende går Esbjerg Kommune i gang med detailplanlægningen af projektet, som skal munde ud i et udbud af anlægsarbejdet. Det gennemføres i løbet af foråret, og målet er, at vinderen af udbuddet skal begynde den fysiske realisering af cykelstien lige efter sommerferien. Inden arbejdet begynder, bliver der afholdt et informationsmøde for alle interesserede om arbejdet. Holder tidsplanen burde den fem kilometer lange cykelsti stå færdig i løbet af 2023.

”Cykelstien bliver en kæmpe gevinst for cykelturismen, der år for år tiltrækker flere og flere. Nem adgang til Vadehavet og Vadehavscentret gennem det smukke landskab har en stærk appeal. Samtidig binder den nye cykelsti Vadehavsområdet sammen med den eksisterende nationale cykelrute langs Vestkysten. Bor man i området skal cykelstien gøre det mere attraktivt at vælge cyklen på turen til og fra Ribe, da den nye cykelsti spiller godt sammen med det eksisterende cykelstinet”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

På de første 1,4 km fra Vadehavet og forbi Vadehavscenteret laves vejen til en 2-minus-1 vej med én kørebane midt på vejen, som markeres med brede stiplede linjer i hver side af vejen. Dermed skabes der områder i vejkanten, som de bløde trafikanter skal bruge. På de næste ca. 2,4 km ligger stien på de mindre veje Ulvehøjvej, Kløjsvej, Degnetoftevej og Sdr. Farup Vej. De bliver alle opgraderet med fast belægning. Derefter følger 2,5 km, hvor der anlægges en dobbeltrettet cykelsti langs vejen, som ved indkørsel til Øster Vedsted tilsluttes eksisterende enkeltrettede cykelstier med forbindelse videre til Ribe.

Leave a Reply