Hos Esbjerg Energy glæder man sig over, at være flot repræsenteret på de danske ishockeylandshold.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Felix Scheel, Anders Krogsgaard og Niklas Andersen er med A-landsholdet til Österreich Cup, der spilles i Klagenfurt. Jonas G. Torbensen repræsenterer Danmark på U18-landsholdet, som spiller en testturnering i Norge, mens Oliver Kjær spilede på U19-landsholdet, som led i en træningssamling mod svenske Rögles U20- mandskab.

– Jeg synes, at landsholdsudtagelserne fortæller, at vi er på rette vej i Esbjerg Energy. Det er lang tid siden, at vi har haft tre spillere på A-landsholdet og jeg synes Oliver Kjærs og Jonas G. Torbensens udtagelse til henholdsvis U19- og U18-landsholdet bekræfter, at vi har talentfulde spillere på vej, fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.

– Udtagelsen af Felix Scheel, Anders Krogsgaard og Niklas Andersen til A-landsholdet er for mig en understregning af, at vi i vores trup har spændende spillere, som også er aktuelle for det danske landshold. Men det bekræfter samtidigt, at vi kan udvikle spillere, som også kan begå sig på et højt niveau internationalt, fortsætter cheftræneren.

Danmark møder Norge, Østrig og Frankrig i perioden 7. til den 9. februar.

– Vi så i den seneste hjemmekamp mod Herning, at det går fremad for den 17-årige Jonas G. Torbensen, der både scorede og blev hædret som kampens spiller. En udvikling som landstræner Olaf Eller har bekræftet med udtagelsen af Jonas G. Torbensen.

– 18-årige Oliver Kjær har spillet en del på Energy-holdet i denne sæson, og formåede at kvalificere sig til U20- VM, der blev spillet i Vancouver. Udtagelsen til U19-landsholdet er en indikation på, at han også fremover indgår i U20-landsholdets planer.

– Det er vigtigt for os i Esbjerg Energy, at vi kontinuerligt i samarbejde med Esbjerg Ishockey Klub producerer talenter, som er blandt de dygtigste i deres aldersgruppe. Det er udtagelserne til ungdomslandsholdene vigtige indikatorer for, og derfor glæder vi os som sagt meget over dem, slutter Mark Pederson.

I Norge møder det danske U18-landshold Schweiz torsdag, Tyskland fredag og Norge lørdag. Ved Division IA VM senere på året venter der danskerne hård modstand mod Kasakhstan, Tyskland, Ukraine og Norge.

Leave a Reply