Esbjerg Amatør Teater med ny forestilling

0
556

Esbjerg Amatør Teater – Skarntyden er igen med i Esbjerg Festuge med forestillingen:

En svigermor slår til igen

Der spilles i Esehaven (bag Byhistorisk Arkiv)

Torvegade 47, Esbjerg

Mandag d. 16. august kl. 19

Tirsdag d. 17. august kl. 19

Onsdag d. 18. august kl. 19

Torsdag d. 19. august kl. 19

 

Kom lidt før, og tag gerne madkurven med.

Kaffe og kage kan købes, sikkert også te.

Efter et års ufrivillig pause er Esbjerg Amatør Teater – Skarntyden endnu engang klar til at præsentere Esbjerg Festspil i forbindelse med festugen.

Mange husker nok i 2019 da Minna Leth pludselig befandt sig på svigersønnens kontor omgivet af skøre skotter, komiske kinesere og rengøringspersonale uden rent mel i posen.

I år er Minna Leth tilbage, og denne gang tager hun på sommerferie ved badehotellet Søblink. Men der foregår noget mystisk på badehotellet, så Minna må endnu en gang redde trådene ud – naturligvis på sin helt egen facon.

Lidt om skuespillernes roller i forestillingen:

Iris Schack:

Hun har stået på scenen mange gange før, men det er første gang vi har fornøjelsen af hende i Esehaven til Esbjerg Festspil.

I år spiller hun rollen som Minna Leth, der ankommer til badehotellet Søblink sammen med siameserkatten Pelle. På hotellet sker der mange mærkelige ting som Minna må bunds i under hendes ophold på Søblink.

Maja Shack:

Har tidligere spillet med hos Skarntyderne. Nemlig da vi spillede Klods Hans i 2020, hvor hun spillede hovedrollen som Hans.

Til Esbjerg Festuge 2021 er hun endnu engang at finde på scenen, denne gang som Line, der er ansat på badehotellet Søblink. Her varetager Line funktionen som receptionist. Nåh ja, og kok. Og rengøringsdame selvfølgelig. Samt diverse andre småjobs – hun skulle jo nødig drive den af.

 

Pia Foldberg:

I år har vi også fået Pia med på scenen til årets festspil, og det er vi glade for. Her spiller hun rollen som Rita, der er indehaver af badehotellet Søblink. Typisk er det hårdt arbejde at holde styr på et helt hotel, men det er heldigvis ikke noget problem når man har en stab af gode medarbejdere… Eller i hvert fald bare én lærling der kan klare det meste.

 

Kim Kamstrup:

Hvis man har set ét af Skarntydens festspil de seneste mange år, så kender man sikkert også Kim, Han har spillet mange forskellige roller de seneste mange år, og i år kan man møde ham igen.

I årets festspil spiller han rollen som Tobias, der er ægtemand til Rita – indehaver af badehotellet Søblink. Tobias har et lille skib ved navn Martha, som han ofte sejler en tur i.

 

Thomas Holt:

Thomas debuterede i vores børnestykke tilbage i 2019. I år er han for første gang med i Esbjerg Festpil, og det glæder vi os meget til.

I festspillet spiller han rollen som postbuddet Mads. Mads er ret glad for både receptionisten, rengøringsdamen og stuepigen på badehotellet Søblink. Heldigvis er de tre en og samme person, nemlig Line. Så Mads kigger tit forbi badehotellet for at levere post og sige hej til Line.

 

Ingelise Knutzon:

Ingelise er også en af vores gode gengangere på scenen i Esbjerg Festspil. De seneste år har du kunne opleve hende som glædespige i “En maler kommer aldrig alene” og kriminalassistent Olsen i “Mig og min svigermor”.

I år er hun tilbage på scenen i en ny rolle som lotten Constance Damborg. Constance tjekker ind på badehotellet Søblink med militær disciplin og højt humør! Sådan! Constance er sin egen, og hende skal ingen løbe om hjørner med.

 

Bjarne Fugleberg:

Hvis Esbjerg Festspil var en bog ville Bjarne være et af de kapitler man altid glæder sig til at læse. I de seneste to festspil har vi haft mødt ham i rollen som malermesteren i “En maler kommer aldrig alene” og kriminalkommissær Holm i “Mig og min svigermor”.

I år er vi klar til at skrive endnu et kapitel med Bjarne når han spiller rollen som den pensionerede overskolelærer Thorvald Trane. Hr. Trane besøger badehotellet Søblink for at få ro til at studere hans store hobby botanik. Botanik er jo, som de fleste ved, et yderst spændende felt inden for videnskaben.

 

Mia Lillelund:

Mia er en gammel kending i Skarntyden, der efter et par års pause er tilbage på scenen, hvilket vi er rigtig glade for.

I år spiller hun rollen som den højt-talende popcornsgnaskende Musse Pink, der tjekker ind på badehotellet Søblink sammen med to andre rige, velhavende og enlige ældre gæster. Musse havner også i en lidt uventet lille sommerromance med en af de andre gæster.

 

Mette Foldberg:

Mette er også en af de skuespillere vi før har haft fornøjelsen af at have på scenen i Skarntyden. Men det er første gang vi ser hende på scenen i Esehaven.

Her spiller hun rollen som Lærke, der er datter til Søblinks indehavere Tobias og Rita. Lærke er kommet hjem til hotellet for at hjælpe hendes mor med at håndtere de mange nytilkomne gæster og sørge for at de får den behandling som Søblink plejer at tilbyde deres rige og enlige gæster. Fun fact: Rita og Lærke, er som sagt mor og datter, og det passer meget godt, for Pia og Mette, der spiller rollerne er også mor og datter i virkeligheden.

Foto: Presse

 

Leave a Reply