Allan L. Agerholm er ny direktør i Esbjerg fB Elite A/S

Det bliver 60-årige Allan L. Agerholm, der overtager ansvaret for driften af Esbjerg fB som ny administrerende direktør. Den nye direktør tiltræder 1. marts og afløser Jens Hammer Sørensen på posten.

Foto: EfB

EfB’s nye direktør kommer med en solid ballast i bagagen fra hospitality-industrien, hvor han

måske er bedst kendt for sine syv år som CEO i BC Hospitality Group, der blandt andet bestod af

driften af Bella Center og AC Bella Sky Hotel i København. Sidenhen har Allan L. Agerholm haft

sin egen virksomhed med blandt andet hoteldrift og bestyrelsesposter i porteføljen. De

fodboldkyndige vil måske også kende hans navn fra næsten tre år som bestyrelsesformand i

Parken Sport & Entertainment, der er virksomheden bag FC København.

– Vi har ledt efter en erfaren, kommerciel profil, der kan hjælpe med at styrke forretningen EfB.

Vi er i bestyrelsen meget tilfredse med de sportslige skridt, klubben har taget siden klubben kom

på lokale hænder sidste år. Nu er vi klar til at tage næste skridt med en ny direktør, der har stor

erfaring med at drive virksomheder og konkret erfaring med at udvikle den forretningsmæssige

del af en fodboldklub. Vi ser meget frem til samarbejdet, siger bestyrelsesformand Flemming

Enevoldsen.

Allan L. Agerholm ser frem til at skifte bopælen i København ud med Esbjerg og til at engagere

sig i både fodboldklubben og det lokale liv.

– At få muligheden for at være med til at få Esbjerg fB tilbage på benene, var simpelthen umuligt

at sige nej til. EfB er en klub, der har stolte traditioner og som på trods af de seneste års nedtur,

stadig vækker genklang i hele landet. Jeg ser store muligheder i at udvikle klubben, med den

fremragende lokale opbakning og de meget fine faciliteter, vi har til rådighed. Der er allerede

taget gode skridt, og nu er tiden så kommet til, at vi skal rykke EfB yderligere fremad, så vi alle

kan få det, vi drømmer om. Fodbold på øverste klasse med en stærkt funderet forretning, siger Allan L. Agerholm.

Ansættelsen af Allan L. Agerholm betyder også et farvel til EfB’s direktør gennem mere end tre

og et halvt år, Jens Hammer Sørensen, der stopper i klubben i begyndelsen af marts.

– Vi skylder alle Jens Hammer Sørensen en kæmpe tak for en dedikeret og loyal indsats. Det har

ikke været nemme vilkår at arbejde under. Der har været udfordringer med corona-restriktioner,

et kaotisk amerikansk ejerskab og her senest har Jens Hammer Sørensen skullet drive klubben

under rekonstruktionen. Alt sammen har Jens Hammer Sørensen håndteret med entusiasme,

loyalitet og et fremragende humør. Og bestyrelsen og jeg personligt har haft et fremragende

samarbejde med Jens. Derfor fortjener Jens også en ordentlig afsked her i EfB, siger Flemming

Enevoldsen.

– Nøgler til en fodboldklub er noget man låner, og jeg har lånt dem i den måske mest turbulente

tid i EfB’s 100-årige historie. Jeg kan dog med ro i sindet sige, at jeg afleverer nøglerne tilbage

med klubben i en meget bedre stand, end jeg modtog den i. Der er gode, dygtige, loyale og

ekstremt hårdtarbejdende medarbejdere på alle positioner og vi har sammen reddet de værste

storme af og har afleveret EfB i sikker havn – nu med danske ejere og en meget lys fremtid i

sigte, siger Jens Hammer Sørensen.

Som tidligere offentliggjort, vil EfB’s bestyrelse i samarbejde med Allan L. Agerholm igangsætte

arbejdet med at finde en sportschef til klubben.

Firefly A Happy Dog With Yes Hat 82478

Har du også
JAhatten på

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Leave a Reply