Orientering om den afsluttende del af sag mod 35-årig mand fra Bramming.
Der forventes kendelse vedrørende skyld torsdag den 10. december og dom onsdag den 16. december
Anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere orienteret om en omfattende verserende sag. Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en 35-årig mand fra Bramming for at have kontaktet i alt 111 mindreårige drenge i perioden fra 2016 til 2018.
Sagen blev indledt som nævningesag ved Retten i Esbjerg onsdag den 12. august 2020. Sagen blev berammet over 35 retsdage med forventet domsafsigelse medio november 2020.
Der er nu gennemført 19 retsdage. Bevisførelsen forventes at fortsætte over yderligere syv retsdage, som i al væsentlig afvikles for lukkede døre af hensyn til de forurettede.
Et betydeligt antal forurettede er desuden beskyttet af et navneforbud, ligesom retsplejelovens § 1017 b, stk.1, indeholder et forbud mod at offentliggøre oplysninger om de forurettedes identitet.
Når bevisførelsen er afsluttet, forventes dørene at blive åbnet, således at pressen atter kan følge sagen.
Retten har nu truffet beslutning om sagens afsluttende forløb, og vi orienterer derfor med henblik på at give mediernes repræsentanter oplysninger til brug for tilrettelæggelsen af en eventuel dækning af sagen.
Sagens afsluttende forløb forventes at blive således:
Mandag den 9. november 2020 kl. 9.00: Anklagerens procedure om skyldspørgsmålet
Onsdag den 11. november 2020 kl. 9.00:Forsvarerens procedure om skyldspørgsmålet
Torsdag den 10. december 2020 kl. 9.00: Afsigelse og oplæsning af kendelse vedr. skyld
Mandag den 14. december 2020 kl. 9.00:Dokumentation vedr. tiltaltes personlige forhold
Parternes procedure om straf og frakendelse
Onsdag den 16. december 2020 kl. 9.00:Domsafsigelse