Img 6428 1

Masser af spændende, gratis oplevelser venter i Musikhuset Esbjerg i efterårsferien.

Musikhuset skruer ned for lyset og inviterer indenfor til masser af spændende mørkeoplevelser for både børn og voksne i uge 42.

Programmet er en del af VadehavskystensExperience in the Dark, og en stor del af arrangementerne er lavet i samarbejde med studerende fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.

Det unikke mørke danner rammer om en masse oplevelser i efterårsferien i Musikhuset – både bogstavelig talt og i overført betydning.

En stor del af arrangementerne bliver til i samarbejde med studerende fra Syddansk Musikkonservatorium (SDMK), og arrangementerne er blevet lavet helt særligt til rammerne i Musikhuset Esbjerg. Ugens program er desuden blevet til i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum og danse- og yogaunderviser Henriette Nørgaard, der driver bevægelsesstudiet Miintaka.

Et væld af oplevelser med noget for alle aldre 
Der er koncerter med lysende talenter fra SDMK. Her kommer du helt tæt på musikerne – koncerterne finder nemlig sted på scenen i Koncertsalen, hvor man som publikummersidder i sofaer og liggestole. Hele to gange i løbet af efterårsferien er der dobbeltkoncert med musikere fra SDMK. Læs mere her

Der er også mulighed for at bevæge kroppen, når scenen i Musikhusets store sal danner rammer om Fri dans med live DJ og yoga med liveguitar. Her bliver spotlightet slukket, og Musikhusets lysteknikere skaber en stjernehimmel, som er den perfekte ramme til både dans og yoga. Læs mere her

Børnene kan komme med på en spændende lydrejse ind i regnskovens magiske lydunivers, når Chiin, studerende ved SMDK, med musik og kulisser skaber en regnskov, hvor sanserne bliver vækket. Læs mere her

I Teatersalen er der ligeledes urpremiere på Havfrueklange – magisk musikeventyr, hvor der gennem klassiske havfrueklange og fortællinger fra H.C. Andersens Den lille havfrue skabes en dragende og sansende lytteoplevelse i mørket – udelukkende fortalt gennem stemme og klaver. Læs mere her

I samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum inviteres både voksne og børn med ind i Skyggeland, som er et univers af lyd, lys og mørke, tusch og eksperimenter. Ambitionen er, at alle, der deltager, sammen skaber et stort, fælles skyggeværk. Læs mere her

En del af Experience in the dark
I 2024 blev Mandø certificeret som Dark Sky Park, hvilket gør det til et ideelt sted at opleve nattehimlens storslåetheduden lysforurening. Som en del af dette vil Experience in the Dark skabe unikke aktiviteter i hele området, hvor du kan udforske mørket på en helt ny måde – og det gælder i særdeleshed også i Musikhuset Esbjerg, hvor hele uge 42 er pakket med mørkeoplevelser for både børn og voksne.

Det hele er gratis at deltage i, og det kræver ikke nogen tilmelding. Læs mere her

Foto Musikhuset

Leave a Reply