Home Tags Krimi

Tag: krimi

Kvinde uden for livsfare efter knivoverfald

0

En 42-årig mand fra Varde blev tirsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i 14 dage, sigtet for grov vold mod sin samlever.

Hændelsen fandt sted mandag aften i Varde. Gerningsvåbnet var en kniv. Og den 42-årige blev anholdt kort efter klokken 19.00.

Kvinden blev indlagt på Sydvestjysk Sygehus, hvor hun stadig opholder sig. Hendes tilstand er stabil, og hun er uden for livsfare.

Syd- og Sønderjyllands Politi samt anklagemyndigheden har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger til pressen.

42 årig mand sigtet kirkeindbrud

0

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi fremstillede mandag en 42-årig mand fra Esbjerg i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.

Den 42-årige er sigtet for flere indbrud i kirker i Esbjerg og Varde kommuner samt brugstyveri af en personbil.

Rettede mistanke mod manden
Manden blev anholdt tidligt søndag formiddag, efter at han forulykkede i en stjålet personbil på Varde Landevej, nord for Varde.

Efterforskningen viste efterfølgende, at bilen var stjålet på Åkirkevej i Janderup, nær Janderup Kirke, kort før ulykken fandt sted.

Og da politiet kort forinden havde modtaget anmeldelse om et indbrud i kirken og havde sendt en patrulje til stedet, blev mistanken rettet mod den 42-årige mand.

Ransagning
Ved en efterfølgende ransagning på mandens bopæl, blev der fundet flere genstande, som politiet mistænker stammer fra indbrud i kirker.

Den 42-årige blev under grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger.

Den sigtede erkendte under grundlovsforhøret brugstyveriet af køretøjet samt et tilfælde af tyveri i en kirke.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen, da den stadigvæk efterforskes.

Politiet opretter visitationszone i Esbjerg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at indføre en visitationszone i Esbjerg by.

Område

Visitationszonen omfatter et område afgrænset af E20 – Dokken – E20 – Adgangsvejen – H E Bluhmes Vej – Sædding Strandvej – Gudenåvej – Stenhuggervej – Smedevej – Sædding Ringvej – Gjesing Ringvej – Kjersing Ringvej og tilbage til E20 inklusiv de nævnte gader.

Visitationszonen er gældende i tidsrummet fra og med fredag den 17. august 2018 klokken 18.00 til og med mandag den 17. september 2018 klokken 18.00.

Stikprøvevisitationer

Politiet kan indføre visitationszoner i medfør af politilovens paragraf seks. I zonen har politiet ret til at foretage såkaldte stikprøvevisitationer, hvor myndigheden ellers udelukkende må visitere på baggrund af en konkret mistanke.

Politiet må i visitationszonen kropsvisitere borgere samt undersøge borgernes tøj, andre genstande samt borgernes biler.

Flere sammenstød

Indførelsen af en visitationszone sker som følge af, at der i den seneste tid har været flere voldelige sammenstød mellem to lokale grupperinger, senest i går, torsdag den 16. august 2018, hvor der blev afgivet skud på hjørnet af Hermodsvej og Jagtvej i Esbjerg. En personbil med skudhuller blev efterfølgende fundet på Askelunden i Esbjerg.

Visitationszonen omfatter en betydelig del af Esbjerg by. Og zonen skal ses i sammenhæng med, at grupperingernes sammenstød er sket flere steder i byen.

Visitationszonen har et forebyggende sigte med hensyn til at forebygge yderligere sammenstød og deraf følgende fare for personers liv og helbred.

Politiet søger vidner til skudepisoden i nat

0

Politiet anholdt i løbet af natten i alt fem personer i forbindelse med hændelsen.

Samtlige personer er blevet løsladt, da mistankegrundlaget ikke var tilstrækkeligt til fremstilling i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

En række sigtelser er dog opretholdt i sagen. To af de anholdte er således sigtet for overtrædelse af knivloven og våbenloven samt lov om euforiserende stoffer.

Politiet modtog klokken 00.54 også en anmeldelse om skyderi på Fuglebakkevej i Esbjerg, men der er ikke fundet tegn på skyderi på stedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden den første anmeldelse været massivt til stede i nat i de berørte områder, og politiet har efterfølgende øget den tryghedsskabende patruljering i Esbjerg.

Politiet opfordrer desuden borgere, der har oplysninger om hændelsen, til at kontakte 1-1-4.