Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

Indsats mod høj fart resulterede i 704 sigtelser

0
Unavngivet 1

Sidste uge deltog Syd- & Sønderjyllands Politi i en fælles europæisk færdselsindsats. 

I uge 32 havde færdselsafdelingen hos Syd- & Sønderjyllands Politi et ekstra fokus på fartoverskridelser. Det skete i forbindelse med en fælles europæisk færdselsindsats kaldet Speedmarathon. 

Måling med ATK-vogne var intensiveret hen over ugen, og indsatsen resulterede i 704 sager i alt. Heraf var de 81 sager alene fra måling ved Esbjerg-motorvejen lørdag aften. 

”Når vi deltager i Speedmarathon rundt i hele Europa, har vi fokus på for høj fart og dermed trafiksikkerhed. Farten er fortsat for høj på nogle strækninger, og det viser de mange sigtelser i løbet af ugen også,” siger politikommissær Anders H. Borg, som er leder i Færdselsafdeling Nord hos Syd- & Sønderjyllands Politi. 

35 fartoverskridelser har resulteret i et klip i kørekortet, og 13 fartoverskridelser har resulteret i en betinget frakendelse af kørekortet. 
Målingerne blev foretaget på både landevej og motorvej, og den højeste hastighed på motorvej blev målt til 186 km/t, mens det på landevejen var 176 km/t. 

Speedmarathon holdes to gange årligt, og Syd- & Sønderjyllands Politi vil fortsat deltage i den fælles indsats: 
”I færdselsafdelingen har vi hver eneste dag fokus på fartoverskridelser, og det suppleres godt af Speedmarathon, hvor vi har mulighed for at sætte ekstra mandskab på og dermed intensivere vores fokus. Det gør forhåbentligt, at foden bliver lettet fra speederen i flere biler – både i den uge, vi er ekstra til stede, og i tiden fremover,” siger Anders H. Borg, Syd- & Sønderjyllands Politi. 

Politiet har sigtet fire mænd for bedrageri

0

Politiet fik i sidste uge anmeldelse om tre sager med bedrageri mod erhvervsdrivende i Esbjerg.

Unavngivet 1

Syd- & Sønderjyllands Politi advarer nu erhvervsdrivende mod bedragere. Det sker efter politiet torsdag og fredag i sidste uge fik tre anmeldelser om bedrageri eller forsøg på bedrageri mod erhvervsdrivende i Esbjerg. Politiet har foreløbig sigtet fire mænd i sagerne.

En forretning modtog torsdag en bestilling på nettet på en række værdifulde varer. Varerne blev afhentet i butikken, der fik et CVR-nummer til brug for betalingen. Et CVR-nummer er en virksomheds identifikationsnummer i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Efterfølgende viste det sig, at der var tale en lukket virksomhed, så forretningen kunne ikke få betaling for varerne. Bedragerne forsøgte forgæves at gennemføre samme type bedrageri dagen efter, men her blev personen, der skulle afhente varerne i butikken, anholdt. Yderligere en virksomhed blev fredag udsat for et lignende forsøg på bedrageri. Efterfølgende blev yderligere tre personer sigtet for bedrageri.

”Vi er glade for at have sigtet fire personer i sagerne, men der kan være flere mulige gerningsmænd derude, så vi opfordrer butikker og andre virksomheder til at være årvågne. Det kan være en rigtig god ide at dobbelttjekke de CVR- eller EAN-numre, som kunderne udleverer til brug for betalingen, inden de bestilte varer udleveres,” siger politikommissær Frederik Nielsen.

De sigtede er fire mænd mellem 17 og 38 år fra Esbjerg Kommune. Politiet fortsætter efterforskningen af sagerne.

43-årig mand fundet tilskadekommen

0
Img 8126 1

Politiet formoder, at der var tale om en faldulykke i Esbjerg søndag formiddag

Syd- & Sønderjyllands politi fik søndag klokken 8.29 en anmeldelse om en tilskadekommen mand, der var fundet på en trappe på Gl. Vardevej i Esbjerg. Den 43-årige mand blev bragt på sygehuset, og politiet foretog søndag de indledende undersøgelser og afhøringer i sagen.

”Vi fortsætter efterforskningen og arbejder ud fra flere hypoteser, men vi formoder, at der er tale om en faldulykke. Manden er faldet fra førstesals højde ned i en kælderskakt og er kommet til alvorligt til skade,” siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- & Sønderjyllands Politi.

Politiet har været i kontakt med den tilskadekomne med henblik på afhøring og fortsætter efterforskningen af sagen. Der skal nu foretages yderligere undersøgelser og afhøringer, og politiet har derfor ikke yderligere oplysninger i øjeblikket.

Den 43-årige mand er uden for livsfare.

Esbjerg vinker farvel til en maritim folkefest i verdensklasse

Img 3105

Esbjerg har netop sat punktum for The Tall Ships Races 2025, og det blev fire uforglemmelige dage med verdens smukkeste sejlskibe. Heldigvis kan Esbjerg se frem til et gensyn med flåden i 2029.Fra morgen til aften har stemningen været i top til The Tall Ships Races på Esbjerg Havn.

Foto: Esbjerg Kommune

Efter fire dage med vind i sejlene, skumsprøjt i havnebassinerne og højt humør på kajerne er The Tall Ships Races 2025 forbi. Lørdag eftermiddag stævnede skibene ud fra Esbjerg Havn i den spektakulære Tall Ships Parade og efterlod Esbjerg fuld af maritime minder og stolte stjernestunder.

Fra den 6. til 9. august har Esbjerg været epicenter for Europas største gratis familiebegivenhed. Gæster fra nær og fjern har oplevet flere end 40 sejlskibe, musik og underholdning, madboder, børneaktiviteter, åbne skibe og allervigtigst mødet med søfolk og eventyr på tværs af kulturer fra hele verden. 

Havnen har summet af liv, og byens gader har været fyldt af farverige besætninger, maritime oplevelser og feststemning fra morgen til aften.

Tak for hjælpen

Det var sjette gang, at The Tall Ships Races’ smukke skibe lagde til kaj i Esbjerg, og borgmester Jesper Frost Rasmussen er stolt og glad over, at flådens besøg i Danmarks femtestørste by endnu engang har været en succes.

”Det har været fantastisk at se, hvordan både lokale, gæster udefra og skibenes besætninger har taget del i festen og det helt særlige fællesskab, som følger med The Tall Ships Races. Det hele kan kun lade sig gøre, fordi rigtig mange gode kræfter trækker i samme retning, og vi skylder en stor tak til alle, der har givet en hånd med, så vi for en stund kunne gøre Esbjerg til et hjem for verdens flotteste sejlskibe,” siger borgmesteren.

Den maritime kerne

Nu har skibene sat kursen mod nye togter ude på verdenshavene, og selv om det er vemodigt at sige farvel, kan Esbjerg heldigvis glæde sig til et gensyn, når The Tall Ships Races om fire år igen kaster anker i Esbjerg.

”The Tall Ships Races er for alvor med til at markere Esbjerg på landkortet som en by fuld af oplevelser og kultur, og eventen ligger lige i kølvandet af en perlerække af store arrangementer, hvor mange tusinde gæster har oplevet, hvad vi har at byde på. Lige så vigtigt løfter vi med The Tall Ships Races en vigtig maritim arv for Esbjerg, og vi er stolte af at give både vores mange trainees og alle gæsterne et glimt af det spændende liv til søs,” siger Esbjerg Kommunes eventchef, Kirsten Bisgaard Kirchner.

Fakta om The Tall Ships Races i Esbjerg 2025

  • Esbjerg har været vært for sjette gang. Første gang var i 1993 og senest i 2022.
  • Byen er udpeget som ankerhavn af Sail Training International, en særlig status for udvalgte nøglebyer.
  • 42 skibe deltog, heraf 14 store klasse A-skibe.
  • Skibene kom fra 16 nationer.
  • Hovedsponsor var den lokale virksomhed VIKING Life-Saving Equipment.
  • Dokhavnen og Trafikhavnen har midlertidigt været åben midlertidigt for offentligheden.

Stor interesse

Der har været stor opbakning og interesse for The Tall Ships Races, og alene den danske version af Esbjerg Kommunes hjemmeside for The Tall Ships Races har i gennemsnit haft ca. 26.000 besøgende hver dag i ugens løb.

Fra Esbjergs havn til det store lærred – historien du ikke kendte bag ny krimi

Img 4682

Det hele begyndte i 90’erne, da forfatter Jakob Jonia fik et billede i hovedet: en mand hængende i en bådmast.

Hvem var han, og hvorfor var han der? Spørgsmålet har naget ham lige siden – og ført til tre forskellige bogversioner, adskillige omskrivninger og nu en storfilm.

Fotos af Annelene Vestergaard

Historien får eksklusiv forpremiere i Esbjerg den 27. august, inden den går landsdækkende 4. september. I filmen er vi tilbage i 1920’erne, med autentiske kostumer, gamle biler og scener, der faktisk er optaget i polske kulisser – alt sammen for at skabe et troværdigt billede af Esbjerg for 100 år siden.

I Yesbjerg-podcasten afslører Jonia, hvordan idéen udviklede sig fra et skævt syn ved lystbådehavnen, til en krimi med borgmestersønner, gamle drabssager og dramatiske miljøer – og hvorfor en tiger engang spillede en rolle i plottet.

Hør hele episoden, og få historien bag, før du ser filmen på det store lærred.

Køb Jacob Jonias bøger her

Hør podcasten her

Politiet er klar til Tall Ships Race

0
Img 2844

De kommende dage ventes tusindvis af gæster til The Tall Ships Races 2025 i Esbjerg. Syd- og Sønderjyllands Politi er til stede på havnen med en synlig indsats både på hesteryg, til vands og på land, for at skabe tryghed og sikre, at alt forløber roligt.

Fotos politiet

Det allerbedste råd: Tag cyklen!
Havneområdet bliver fyldt med mennesker, så undgå køer og parkeringsjagt ved at cykle til arrangementet. Til cyklister er der etableret 1.000 cykelparkeringspladser ved Adgangsvejen 3, Britanniavej 2 og Auktionsgade 3, helt tæt på festlighederne.

Parkering 
Med så mange besøgende kan trafikken i byen blive presset. Fra onsdag til lørdag kan du parkere gratis på Skibhøj, Veldbækvej 46, 6700 Esbjerg, hvorfra der kører gratis shuttlebusser direkte til havnen.

Har du et handicapparkeringskort, kan du parkere på de særligt afmærkede pladser ved Skibhøj tæt på shuttlebusserne, som alle er handicapvenlige med lav indstigning. Der findes også et begrænset antal pladser tættere på havnen ved Adgangsvejen overfor Skrågade og på Auktionsgade.

Lad dronen blive hjemme
Selvom de majestætiske sejlskibe frister til luftfotos, er droneflyvning på havnen forbudt uden særlige tilladelser fra havnen og myndighederne. Af hensyn til sikkerheden for både gæster og besætninger opfordres alle privatpersoner til at lade dronen blive hjemme. Nyd i stedet synet fra kajen – uden risiko for bøder eller uheld.

Gode råd til en tryg oplevelse 

  • Har du mindre børn med, så skriv barnets navn og et telefonnummer til en voksen på barnets arm med kuglepen eller vandfast tusch.
  • Lad hunden blive hjemme – og efterlad den aldrig i en varm bil i byen.
  • Mistet eller fundet noget? Henvend dig hos samaritterne i behandlerteltet på Trafikhavnskaj ved Skrågade.

Se programmet og planlæg dit besøg på: https://tallshipsesbjerg.dk/ 

Fakta om The Tall Ships Races i Esbjerg 2025

  • Esbjerg er vært for sjette gang. Første gang var i 1993 og senest i 2022.
  • Byen er udpeget som ankerhavn af Sail Training International, en særlig status for udvalgte nøglebyer.
  • 42 skibe deltager, heraf 14 store klasse A-skibe.
  • Skibene kommer fra 17 nationer.
  • Hovedsponsor er den lokale virksomhed VIKING Life-Saving Equipment.
  • Dokhavnen og Trafikhavnen åbnes midlertidigt for offentligheden fra onsdag 6. august kl. 10.

Storm ændrer kursen: Tall Ships-flåden ankommer tidligere – Esbjerg gør klar til maritim folkefest

Img 2739

De majestætiske sejlskibe til The Tall Ships Races sætter kursen mod Esbjerg lidt før tid. En varslet storm betyder, at flåden allerede anløber mandag sidst på dagen.

Polske Dar Młodzieży anløber Esbjerg under The Tall Ships Races i 2022. Med sine 108,8 meter var det dengang det største skib i flåden – i år overgås det dog af peruvianske BAP Unión på hele 115,7 meter. Foto Esbjerg Kommune

For at bringe både skibe og besætninger i sikker havn anløber flåden allerede Esbjerg mandag den 4. august sidst på dagen – klar til fire dages maritim folkefest fra onsdag.

“Sikkerheden for skibe og besætninger er altid vores højeste prioritet. Med en storm i sigte er det nødvendigt at ændre kursen og lade flåden søge tryg havn i Esbjerg tidligere end planlagt,” siger race director Magda Makowska fra Sail Training International.

Havnen er en arbejdsplads frem til onsdag

Selvom skibene allerede vil pryde kajen fra mandag, forbliver havneområdet lukket for offentligheden frem til onsdag kl. 10.00.

Esbjerg Havn er en aktiv arbejdsplads med daglig erhvervstrafik, og samtidig er mandag og tirsdag dedikeret til opbygningen af eventområdet, hvor store maskiner og materiel arbejder på højtryk i både Dokhavnen og Trafikhavnen for at forvandle kajen til en maritim festplads.

“Vi forstår godt, at skibenes tidlige ankomst vil vække stor nysgerrighed. Men for at give både havnens virksomheder ro til deres daglige arbejde og vores team tid til at færdiggøre opbygningen af eventpladsen, åbner vi først for publikum onsdag. Til gengæld glæder vi os til at tage imod alle til en havnefront fyldt med sejlskibe, musik og maritim stemning,” siger Kirsten Bisgaard Kirchner, eventchef i Esbjerg Kommune.

Vi glæder os til at byde alle velkommen

Fra onsdag den 6. august kl. 10.00 åbner kajen for publikum, og Esbjerg forvandles til centrum for Europas største gratis maritime familiebegivenhed. Her venter 44 imponerende sejlskibe i Dokhavnen og Trafikhavnen, et hav af gratis koncerter og et væld af maritime oplevelser for hele familien.

“Vi arbejder intensivt bag kulisserne, så alt er klar til at tage imod gæsterne onsdag. Når vi åbner, venter fire dage med storsejl, skumsprøjt og maritim folkefest i international topklasse,” afslutter Kirsten Bisgaard Kirchner.

Fakta om The Tall Ships Races i Esbjerg 2025

  • Esbjerg er vært for sjette gang. Første gang var i 1993 og senest i 2022.
  • Byen er udpeget som ankerhavn af Sail Training International, en særlig status for udvalgte nøglebyer.
  • 42 skibe deltager, heraf 14 store klasse A-skibe.
  • Skibene kommer fra 17 nationer.
  • Hovedsponsor er den lokale virksomhed VIKING Life-Saving Equipment.
  • Dokhavnen og Trafikhavnen åbnes midlertidigt for offentligheden fra onsdag 6. august kl. 10.

The Tall Ships Race brager igennem med musikalsk setup

Img 2417 1

De tre stærke navne topper et fantastisk musikprogram for The Tall Ships Races 2025 i Esbjerg og sætter et festligt punktum på hver deres aften. Og det hele er gratis.

Der er lagt op til et brag af et Tall Ships Races i Esbjerg fra den 6.-9. august.

Når de sidste sejlskibe stævner ind i Esbjerg onsdag den 6. august, bliver det startskuddet til fire dage med maritime oplevelser i verdensklasse, musikalske højdepunkter og festlig stemning for hele familien. Som sluthavn for The Tall Ships Races 2025 bliver Esbjerg rammen om en af Europas største gratis maritime folkefester.

I dagtimerne vil det være muligt at komme ombord på de imponerende sejlskibe, som lægger til kaj i både Trafikhavnen og Dokhavnen. Områderne er normalt lukkede for offentligheden, men under The Tall Ships Races inviteres alle helt tæt på skibene.

”Skibene er hjertet i The Tall Ships Races. Det er dem, der samler os og skaber den unikke stemning på havnen. Men vi har også sørget for et musikprogram, der virkelig kan få havnen til at gynge med velkendte navne på hovedscenen og masser af lokalt talent på de mindre scener”, siger eventchef Kirsten Bisgaard Kirchner.

Store navne på scenen 

Når mørket falder på, forvandles Esbjerg Havn til en kæmpe maritim fest ved Trafikhavnskaj. På hovedscenen – VIKING Life-Saving Equipment scenen – præsenteres et musikprogram med nogle af de største og mest populære danske navne.

Onsdag spiller blandt andre Midt Om Natten, News, Poul Krebs og Scarlet Pleasure. Torsdag følger Wafande, Faulein, Michael Learns to Rock, Hjalmer og Carpark North, mens fredagens program topper med Luftens Helte, Keinstein, Nicklas Sahl, August Høyen og Queen Machine – et af landets mest anerkendte Queen-tribute bands.

Når Queen Machine runder koncertprogrammet af fredag aften, lyses himlen op over Esbjerg Havn af et spektakulært fyrværkeri, der markerer kulminationen på fire dages Tall Ships Races.Inden fredagen kulminerer et festfyrværkeri, spiller Queen Machine til The Tall Ships Races.   Thinkalike

Parade og præmier i stor stil

Torsdag den 7. august fyldes byens gader af liv om eftermiddagen, når omkring 1.100 besætningsmedlemmer marcherer gennem Esbjerg i den traditionsrige Crew Parade. Iført farverige uniformer og kreative udklædninger bliver det et festligt optog, som kulminerer på Torvet. Her kåres ikke alene den mest festlige paradebesætning, det er også her, vinderne af hele kapsejladsen offentliggøres.

Som sluthavn for The Tall Ships Races 2025 er Esbjerg nemlig stedet, hvor resultaterne af den afsluttende etape bliver afsløret, og hvor de hurtigste skibe i de forskellige klasser hyldes. Samtidig uddeles en række øvrige priser for særlige bedrifter og holdindsatser blandt skibene og deres unge trainees.Torsdag den 7. august præger fest og farver Kongensgade, når Crew Parade går gennem byen.

Fakta om The Tall Ships Races i Esbjerg 2025:

  • Esbjerg er vært for sjette gang. Første gang var i 1993 og senest i 2022
  • Byen er udpeget som ankerhavn af Sail Training International, en særlig status for udvalgte nøglebyer
  • 45 skibe deltager, heraf 15 store klasse A-skibe
  • Skibene kommer fra 17 nationer
  • Hovedsponsor er den lokale virksomhed VIKING Life-Saving Equipment
  • Dokhavnen og Trafikhavnen åbnes midlertidigt for offentligheden


Program kan ses på https://tallshipsesbjerg.dk

Der er lagt op til et brag af et Tall Ships Races i Esbjerg fra den 6.-9. august.

Onsdag aften lukker Scarlet Pleasure første dag til The Tall Ships Races i Esbjerg.

VIKING Life-Saving Equipment Scenen bliver et populært sted at høre musik under The Tall Ships Races. Ikke mindst når Carpark North går på torsdag den 7. august.

Inden fredagen kulminerer et festfyrværkeri, spiller Queen Machine til The Tall Ships Races.Thinkalike

Torsdag den 7. august præger fest og farver Kongensgade, når Crew Parade går gennem byen.

Fotos Esbjerg Kommune

DMI advarer om vådt fra oven

0
Img 2688

DMI har udsendt varsel om kraftig regn fra i dag kl. 21.00 til i morgen kl. 23.00. DMI forventer mellem 50 og 80 mm regn i Esbjerg, Fanø og Varde.  Regnen kan være ledsaget af lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter. Læs mere på:

https://svjb.dk/nyheder-og-pressemeddelelser/kraftig-regn-paa-vej

Img 2688

Foto:SJYL

Skybrud og torden skabte travlhed for politi og brandvæsen i Esbjerg

0
Img 2492

Myndighederne har ikke modtaget anmeldelser om personskade.

Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydvestjysk Brandvæsen har torsdag eftermiddag haft travlt med at håndtere følgerne af et skybrud og tordenvejr, der ramte Esbjerg by.

Den største opgave bestod i Grøn Koncert med cirka 20.000 gæster, hvor arrangøren måtte afbryde arrangementet som følge af de omfattende regnmængder. Politiet og Sydvestjysk Brandvæsen var hurtigt til stede og myndighedernes opgave bestod i at sikre, at koncertgæsterne kom godt fra stedet, hvilket lykkedes. I den forbindelse skal der lyde en stor tak til de mange koncertgæster, der forlod området i god ro og orden.

Derudover har den kraftige regn betydet oversvømmede områder i Esbjerg, hvor kloakdæksler er sprunget op. Af samme årsag opfordrer myndighederne til, at borgerne p.t. holder sig væk fra de oversvømmede områder. I forbindelse med de store vandmængder har Sydvestjysk Brandvæsen rekvireret assistance hos Beredskabsstyrelsen, der assisterer med at løse de løbende opgaver.

Myndighederne har modtaget en del anmeldelser fra borgere, men er ikke bekendt med, at nogen er kommet til skade som følge af uvejret.

DMI varsler forsat regn i løbet af torsdag aften i Esbjerg og Blaavand, men ikke i de mænger og med den styrke, som vi oplevede tidligere i dag.

Status klokken 19:00 vedrørende de oversvømmede områder i Esbjerg:

– Bilka-krydset (Der er lidt vand, men strækningen er farbar)

– Storegade/Jernevej/Strandbygade (Der pumpes nu)

– Storebæltsvej (Er afspærret og vil være lukket pga. underminering. Esbjerg Kommune laver omkørselsplan)

– Skolebakken (Der pumpes nu)

– Nørrebrogade/Jernbanegade (Indsatsen er i gang) 

– Baggens Allé (Indsatsen er i gang (Indsatsen er i gang)

– Strandby Kirkevej (ved Jernbanen) (Fortsat afspærret)