Home Tags By

Tag: by

2 brødre lavede falske pengesedler

0

To brødre blev fundet i besiddelse af 17.500 falske kr. foran Retten i Esbjerg. Den ældste bror på 24 år fik i dag 1 års fængsel og blev udvist for at have skaffet og forsøgt at udgive pengene samt et røveri. Hans bror på 21 år fik 6 mdr. fængsel for medvirken. Begge tiltalte ankede på stedet, skriver Anklager Sydjylland.

Esbjerg Havn vil måle “Havnelyd”

0

Esbjerg Havn har udgivet en app, der som navnet lyder, skal være med til at tegne et
billede af, hvor og hvornår byens borgere kan høre lyde fra havnen.

Med cirka 4,5 millioner tons gods, der årligt passerer gennem havnen, og som
Danmarks største havn for bilimport, er der altid levende på Esbjerg Havn.
Vi vil nu gerne tegne et billede af, hvor der kan være eventuelle lydproblematikker, vi
skal arbejde på at forbedre. Via de data vi får ind fra borgerne i byen, kan vi
kategorisere de eventuelle problematikker, der er og påbegynde et arbejde på at
isolere lyden.

“Det er godt, der bliver lavet en app, så man hele tiden er opmærksom på, hvad der
sker på havnen, og at man kan tage fat i tingene, før de bliver til problemer. Det
synes jeg er godt tænkt… også kombinationen af, at man selv kan holde øje med,
hvilke skibe, der er i havn, så man eventuelt kan se, at det man hører, sejler i
morgen”, siger Formand for lokalrådet i Sædding Lise Retbøl.

Med den nye app Havnelyd, har det aldrig været lettere for borgerne i Esbjerg at
give feedback på, hvor og hvornår de oplever støj fra Esbjerg Havn.
Appen er brugervenlig og let at navigere i for selv den uerfarne mobilbruger.

Du kan downloade appen både på IOS og Android.

Download til IPhone

Download til Android

Vand pumpes væk fra boldbane i Ribe

0

Opvisningsbanen ved Ribe Fritidscenter skal pumpes fri for vand, og kunstgræsbanen samme sted skal holdes under observation. Det besluttede Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune i går på sit møde.

Opvisningsbanen ved Ribe Fritidscenter minder i øjeblikket mest om en sø. Banen står under vand, efter at diger i Ribes opland er gået læk. Beredskabsstyrelsen satte i fredags midlertidigt fem pumper op, som har pumpet vand ud i Søndre Kanal. Det har fået vandspejlet på banen til at sænkes 0,5 – 1 meter.

For at undgå skader på banen har Kultur & Fritidsudvalget besluttet at fortsætte indsatsen med at pumpe vand ud i Søndre Kanal.

  • Vi skal beskytte opvisningsbanen og sikre, at den bliver klar til brug til forårets kampe. Derfor sætter vi nu en stor pumpe op ved banen. Samtidig sætter vi en pumpe op på en traktor, som kan hjælpe pumpelaget i det nærliggende Ribe Østermade med at pumpe vand ud. Vi håber, det vil medvirke til at sænke vandstanden på banen yderligere, siger fungerende formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Peder Tørnqvist.

Kommunen vil vurdere effekten af pumpningen på torsdag, den 5. marts. Samtidig holdes kunstgræsbanen samme sted under observation. Situationen på kunstgræsbanen vil blive vurderet på ny mandag den 9. marts.

Politiet beder børn og unge være forsigtige online

Politiet opfordrer børn og unge til at være skeptiske når de færdes på sociale medier på nettet.

Budskabet kommer i forbindelse med, at Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi for nyligt har rejst tiltale mod en 34-årig mand, bosiddende i Esbjerg Kommune, i en omfattende sag om grooming.

Museet gennemgår gamle Esbjerg-værksteder

0

Takket være en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen kan Sydvestjyske Museer nu gennemgå sin store samling af værktøj og andre genstande, som blev hentet ind til museet i 1970erne og 1980erne.

Mange små håndværk og værksteder forsvandt fra Esbjerg by igennem 1970erne og -80erne. Dengang blev nogle af værkstederne beskrevet og dokumenteret, og genstande og inventar blev samlet ind af museet. I dag står disse genstande på Sydvestjyske Museers magasin i Teglværksgade.
Det gælder eksempelvis kurvemager Harald Petersens værksted, som lå i Havnegade i Esbjerg fra ca. 1930. Hans hovedprodukt var i mange år fiskekurve til byens mange fiskere. Museet gennemfotograferede hans værksted og dets indretning, og tog nogle af genstandene ind til bevaring for eftertiden.



Sydvestjyske Museers samling rummer i alt 9.252 genstande, som har forbindelse til håndværk og industri. Det er typisk værktøj og inventar fra håndværk og industri i Esbjerg og Ribe, men også håndværksforeningerne er repræsenteret i kraft af faner, fotos og anden form for dokumentation.

Stort jysk samarbejde
Mange andre museer har lignende samlinger, og det er mange år siden, at de sidst har været behandlet i et bredere perspektiv. For at få et overblik over præcis, hvad museumssamlingerne rummer, og for at kunne sammenligne de forskellige samlingers fælles træk og lokale særpræg og sammensætning, er flere jyske museer gået sammen om et projekt, der har til formål at kaste lys over håndværkssamlingernes betydning og potentiale.
Projektet er støttet af en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen og er netop sat i gang med en forventet afslutning i sommeren 2021. De deltagende museer er Give-egnens museum, Museum Midtjylland, Glud Museum, Danmarks Industrimuseum i Horsens, Vejle museerne, Billund Kommunes museer og Sydvestjyske Museer. Desuden indgår Silkeborg Museum og Konserveringscenter Vejle i samarbejdet.

Der gemmer sig gode historier i værkstederne
Sydvestjyske Museers samlingsansvarlige, Mette Højmark Søvsø er begejstret:

– Det er en virkelig kærkommen lejlighed til at komme i dybden med en af de rigtig store genstandsgrupper i vores samling. Med bevillingen kan vi gøre det grundige basisarbejde, der skal til, for at få overblik over de mange genstande og folde de mange gode og spændende historier ud.
Genstandene fra hvert håndværksfag skal fotograferes en ad gangen, og museet skal tage stilling til, om der er noget, der skal kasseres, og om uregistrerede genstande skal registreres og dermed bevares for eftertiden.

Museets leder af Historie & Formidling, Lulu Anne Hansen, er også mere end tilfreds:

– Vores grundige gennemgang vil betyde, at vi nemt kan stille samlingerne til rådighed for forskning i håndværk-erhvervenes udvikling, ligesom man nu også bedre kan sammenligne den del af Esbjergs historie med andre byers. Desuden vil vi nemt kunne gøre fotos af gamle redskaber fra f.eks. bagere, skomagere, kurvemagere eller smede tilgængelige for interesserede.

Nysgerrige behøver dog ikke vente helt til sommeren 2021 med at se nogle af de gamle fine ting eller få nogle af historierne. Sydvestjyske Museer planlægger nemlig at dele de mange historier, der vil dukke op i løbet af projektperioden, på deres Facebookside.

BILLEDER
De tre i s/h:
Museets billeder i sort/hvid fra 1977 af Harald Petersens kurvemagerværksted i Havnegade. Foto: Esbjerg Museum

Det nederste:
Nogle af genstandene fra Harald Petersens kurvemagerværksted i Havnegade. Foto: Sydvestjyske Museer

Gratis cafékoncert i Musikhuset Esbjerg

0

GRATIS: Rybnersbandet spiller gratis cafékoncert i Musikhuset Esbjerg
Rybnersbandet er et ambitiøst elevband på Rybners Gymnasium, som øver en eller flere gange om ugen uden for skoletiden. Bandet spiller coversange af kendte pop/rock-musikere, blandt andet Queen, John Mayer, Dizzy Mizz Lizzy og Lenny Kravitz, så der er helt sikkert hits alle kan rocke med på.

Rybnersbandet optræder til forskellige lejligheder på skolen og uden for skolen, og denne tirsdag er de helt klar til at spille cafékoncert i Musikhuset Esbjerg. Rybnersbandet gir’ den gas, så kom og lyt.

Tid: Tirsdag den 3. marts, kl. 17:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Foyeren

Foto: Musikhuset

Billedkunstens dag på Esbjerg Kunstmuseum

Onsdag d. 4. marts 2020 inviterer Esbjerg Kunstmuseum og Danmarks Billedkunstlærere til Billedkunstens Dag for at fejre billedkunstfaget, hylde børns kreativitet og åbne for kunstens uendelige og store verden.

Invitationen er sendt ud til alle kommunens billedkunstklasser og i lighed med de foregående år, blev arrangementet fuldt booket på rekordtid. Museet har udviklet et forberedelsesmateriale og en introfilm, så de ca. 200 elever og lærere fra 0. – 7. klassetrin har kunnet indstille hjernen på Mark Dions univers, bl.a. ved at lade deres fantasi spire ud af et lille plantefrø.

På selve dagen skal eleverne både opleve udstillingen, fremkalde usynlige tegninger, bidrage til en land-life installation inspireret af Mark Dions forunderlige værk Sea Life, og skabe et kæmpestort, selvlysende mørke-museum af minder.

Dagen afsluttes med fernisering og flødebollefest kl. 12.30. Åbningstalen holdes af Hanne Meyer, der også får lov at tænde UV lyset og afsløre elevernes fælles værk – en hel væg fuld af lysende gode minder.

Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg
Hvornår: Onsdag d. 4. marts 2020 kl. 9.00 – 13.00
Elevernes udstilling og særudstillingen Wunderkammer 2 – mirabilia kan ses frem til og med d. 8. marts 2020.

Jesper Jensen chef for kvindelandsholdet og Team Esbjerg

0

Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, har indgået en aftale med Dansk Håndbold Forbund om at varetage posten som landstræner for kvindelandsholdet frem til 30. juni 2023. Sideløbende fortsætter han uændret sit virke i Team Esbjerg, hvor han foreløbig har kontrakt frem til sommeren 2022.

– Jeg er med i et vanvittigt fedt projekt i Team Esbjerg, som jeg på ingen måde er færdig med. Samtidig ser jeg det som en yderst spændende opgave at være med til at bringe kvindelandsholdet tættere på målet om at vinde medaljer ved de store mesterskaber og være en fast del af top otte i en meget tæt verdenstop. Klavs Bruun Jørgensen og Lars Jørgensen har formået at gøre spillerne bevidste om, hvor hårdt et arbejde det er at være landsholdsspiller, og de har grundlagt en god kultur, som jeg vil bygge videre på. Jeg kommer med et nyt syn på de enkelte spilleres kvaliteter og vil tilføre nogle af de elementer, vi er lykkedes med i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Han udtrykker taknemmelighed over den fleksibilitet og åbenhed, Dansk Håndbold Forbund repræsenteret ved generalsekretær Morten Stig Christensen og sportschef Morten Henriksen har udvist, og at det samme har været tilfældet i Team Esbjergs ejerkreds og bestyrelse.

– Vi har i processen snakket rigtig meget om forudsætningerne for, at jeg kan fungere i begge job. Jeg er meget glad for at være i Esbjerg, og jeg er overbevist om, at jeg bliveren dygtigere landstræner ved at have en dagligdag i en dansk topklub, siger Jesper Jensen.

Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, inviterede Jesper Jensen til et møde, da der første gang blev peget på klubbens cheftræner som mulig landstræner. Begge var enige om vigtigheden af, at de høje sportslige målsætninger i Team Esbjerg, som Jesper Jensen selv har været med til at fastlægge, ikke måtte blive kompromitteret af et eventuelt landstrænerjob. 

– Vi har stor tillid til, at Jesper fortsat vil have hjertet og engagementet 100 procent med i sit arbejde i Team Esbjerg. Det er hans klub, og han er ikke bare træner. Jesper har i de tre år som cheftræner udviklet sig fantastisk, og vi er glade for og stolte af, at også Dansk Håndbold Forbund ønsker at gøre brug af hans evner, siger Bjarne Pedersen.

Jesper Jensen, 42 år, spillede selv i 13 sæsoner på topniveau i Skjern Håndbold. Efter den lange aktive karriere, der inkluderer 120 landskampe, blev han i 2013 cheftræner for Vejen EH i Dameligaen og året efter Aalborg Håndbold i herrernes liga. I foråret 2017 tiltrådte han som cheftræner i Team Esbjerg efter en kort periode som assisterende cheftræner under Lars Frederiksen. Han førte i 2017 klubben til den første pokaltitel og i 2019 til finalen i EHF Cup og det andet danske mesterskab, der siden er fulgt op af en meget succesfuld deltagelse i EHF Champions League.

Første officielle arbejdsopgave for landstræner Jesper Jensen og assistenttræner Lars Jørgensen bliver en samling i dagene 18.-29. marts. Samlingen afsluttes med to landskampe mod Brasilien i Gråkjær Arena i Holstebro 28. marts og Sparekassen Thy Arena i Nykøbing Mors 29. marts. Team Esbjergs landsholdsspillere deltager i tilsvarende samlinger i samme periode, og assistenttræner Ana Razdorov Lyø vil være ansvarlig for træningen af de øvrige spillere i truppen.

Jesper er blevet præsenteret som ny landstræner ved et pressemøde hos Sparekassen Kronjylland i Kolding mandag kl. 12.30.

Medarbejder bortvist på Esbjerg Byhistoriske Arkiv

0

Esbjerg Kommune har bortvist en medarbejder på Esbjerg Byhistoriske Arkiv, fordi der er konstateret uregelmæssigheder for cirka en halv million kroner i medarbejderens håndtering af arkivets økonomi. Esbjerg Kommune har politianmeldt medarbejderen.

I Esbjerg Byhistoriske Arkiv er der konstateret en række økonomiske uregelmæssigheder i håndteringen af arkivets økonomi i perioden fra 2013 til 2020 for cirka en halv million kroner. Esbjerg Kommune har bortvist en medarbejder og har bedt politiet om at undersøge, om der er foregået en strafbar handling. Medarbejderen har blandt andet haft ansvar for en fysisk kasse og indleveringen af kontanter i banken.

Efter en henvendelse fra en ekstern kreditor kontaktede arkivet kommunens økonomiafdeling, som via en grundig gennemgang har konstateret, at der i perioden er forsvundet beløb, så der samlet mangler cirka 500.000 kr. i arkivets regnskab.

Leder har ført tilsyn

Medarbejderens leder har ført tilsyn med økonomien, men de økonomiske uregelmæssigheder er foregået, så de ikke virkede mistænkelige eller umiddelbart belastede arkivets økonomi.

“Vi blev opmærksomme på, at der var noget galt i slutningen af januar, og økonomiafdelingen gik straks i gang med at undersøge sagen nærmere. Desværre kan vi konstatere, at der løbende er forsvundet mange mindre beløb, som samlet løber op i rigtig mange penge. Derfor har vi nu bortvist medarbejderen og givet sagen videre til politiet”, siger Ulla Visbech, der er chef for Kultur & Pædagogik, som Esbjerg Byhistoriske Arkiv hører under.

For at undgå lignende situationer i fremtiden udarbejder Esbjerg Byhistoriske Arkiv i samarbejde med Økonomi en ny skærpet procedure for håndtering og kontrol af arkivets økonomi.

Ny kulturhistorisk inspektør på fiskerimuseet

Første marts tiltræder Kasper Rathjen som kulturhistorisk inspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Kasper Rathjen kommer blandt andet til at arbejde med den nyere tids industrielle udvikling, hvilket betyder, at museet styrker indsatsen for at belyse Esbjerg havns transformationsevne.

Forskningssamarbejde

Kasper Rathjen indtræder i funktionen som museets kulturhistoriske forsker og vil udover at løse museale opgaver, også indtræde i museets forskningssamarbejde med Syddansk Universitet og Industrimuseet i Horsens. Det er netop i regi af dette forskningssamarbejde, at Kasper Rathjen skal skabe indsigter i, hvordan Esbjerg har evnet at omstille sig, og dermed løbende både kunne imødekomme kravene fra det omgivne samfund, men også udnytte de muligheder, som er opstået i kølvandet på ny teknologi, motorkraft, viden, osv.

Hvorfor har vi museer?

Kasper Rathjen færdiggjorde i januar sit ph.d.-forløb på Syddansk Universitet i Odense, hvor han skrev om grundtvigianismens rolle i oprettelsen af folkemuseerne fra 1870’erne frem til 1958.

Interessen for at skrive om folkemuseerne er også en viden og en interesse som er særdeles aktuel i forbindelse med udvidelsesplanerne for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Her vil evnen og interessen for at diskutere og kvalificere hvorfor, og hvordan man kan være museum i 2020 have stor værdi – udtaler museumsdirektør David Dupont-Mouritzen.

Vil blande sig

Kasper Rathjen har fra start udtrykt lyst til at blande sig, og det er der flere på museet der ser frem til at nyde godt af.

Personalechef, Lotte Pedersen, udtrykker det på følgende vis ”Udviklingen af museet forudsætter en nysgerrig tilgang til alt. Vi skal involvere os i hinandens områder og stille spørgsmål, for at kunne udfordre hinanden og udvikle os sammen.”

Skal den nye inspektør selv udtale sig om lysten til at blande sig, lyder det sådan her ”Jeg er en kaffenarkoman og elsker en god snak. Jeg kan godt lide at diskutere politik, kultur, men også at sludre omkring stort og småt. Generelt kan jeg godt lide at blande mig – både derhjemme, på arbejdet og i offentligheden”.

Vestjyden vender hjem

Kasper Rathjen er 29 år, gift med Kira og far til Ingeborg på tre. Derudover er der et ekstra familiemedlem på vej til foråret. Kasper er født og opvokset i Vestjylland (Oksbøl og Janderup), hvor han har boet frem til, at der skulle aftjenes værnepligt i København. Efter værnepligten flyttede Kasper til Odense med Kira, hvor de begge studerede; hun medicin, og Kasper historie. Savnet til det vestjyske var dog stort, så da karrieremuligheden opstod på Fiskeri- og Søfartsmuseet greb familien muligheden for at vende hjem. Fritiden bruges på læsning, fitness og film.

Fiskeri- og Søfartsmuseet er Danmarks museum for relationerne mellem mennesket og havet. Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Gennem indsamling af genstande, dokumenter og beretninger puster vi liv i fortællinger om vores fælles kultur- og naturarv. En arv, vi aktivt bruger til at forstå og formidle fortiden, medfortolke nutiden og sætte ringe i vandet for fremtiden.

Fotograf/Kilde FOS

Om Fiskeri- og Søfartsmuseet
Fiskeri- og Søfartsmuseet er kultur- og naturhistorisk specialmuseum for dansk fiskerimuseet-omkring-1980, dansk offshore, dansk havmiljø, danske havpattedyr, vestjysk søfart og Vadehavets kultur- og naturhistorie. Vi er en selvejende institution,…