Sydvestjyske Museer i markant kommerciel satsning

0
1151

Kenneth Mørk ansættes som marketing- og publikumschef.

Foto: Sydvestjyske Museer

Fra 1. oktober får arkæologerne og historikerne på Sydvestjyske Museer en noget anden type kollega. Museet har nemlig ansat Kenneth Mørk som leder af en nyetableret enhed, Publikum. Med den 50-årige nye marketing- og publikumschef får museet en mand med omfattende erfaringer inden for salg, it, udvikling og marketing i det private erhvervsliv.

I de seneste fem år har Kenneth Mørk været marketingchef og online marketing manager for Coast-kæden, der i sine 18 butikker sælger modetøj, designermøbler og brugskunst. 
Før det har han arbejdet på hovedkontoret for Merlin og den Ikea-ejede Ikano Bank. Sidstnævnte sted havde han ansvaret for at udvikle kreditkortløsninger, loyalitetsprogrammer og medarbejderuddannelse. I sine yngre dage var han butikschef og indehaver inden for Expertkæden.

– Jeg har hele mit liv arbejdet med salg, teknologi og forretningsudvikling. Nu er det så bare en anden branche, siger Kenneth Mørk. – Jeg elsker at være med til at sætte i gang, og jeg kan se, at Sydvestjyske Museer er meget udviklingsorienteret, hvilket er lige mig. Der er et stort uforløst potentiale, jeg vil gøre noget ved. Det bliver som noget af det første meget spændende at være med til at gøre det kommende Jacob A. Riis Museum og Ribe Heksemuseum kendt i Danmark og udlandet.

Museumsdirektør Flemming Just fortæller, at der i ansættelsesudvalget ingen tvivl var om, at Kenneth Mørk er den helt rigtige til at sætte skub i de kommercielle aktiviteter.

– Vi gør det godt inden for det museumsfaglige område, men vi kan helt klart blive meget dygtigere inden for salg, sociale medier og forretningsudvikling. Bestyrelsen og jeg har derfor lagt meget vægt på, at vi styrker den side, da vi jo kan se, at basisbevillingerne fra kommune og stat svinder mere og mere ind.

Flemming Just, museumsdirektør

Leave a Reply