Ny mand på holdet

0
689

Energy forstærker truppen med en skøjtestærk canadisk back

Esbjerg Energy henter endnu en canadisk back. Den 25-årige Brady Austin kommer til Vestjylland efter 277 kampe i American Hockey League og et kort visit i NHL, hvor det blev fem kampe for Buffalo Sabres.

– Vi har haft vores fokus på backs i de seneste uger, og Brett Bellemores navn dukkede op. Ham fik vi lavet en aftale med, og vi glæder os til at se ham i kamp. Vi kigger altid efter flere muligheder og her dukkede Brady Austins navn også op, fortæller cheftræner og sportschef Mark Pederson fra Esbjerg Energy.

– Vi vurderer, at Brady Austin passer ind på vores hold og matcher vores behov. Han var ledig og han er helt klart en stærk spiller, som vi tror kan styrke os på flere måder. Derfor håber vi, at han med sine kvaliteter er i stand til både direkte at styrke holdet, men også gøre de øvrige spillere bedre.

Brady Austin repræsenterede i perioden 2014 til 2017 Rochester Americans, og har herefter spillet for Cleveland Monsters og Stockton Heat.

– Der er visse fysiske ligheder mellem Brett Bellemore og Brady Austin, men der er også forskelle. De er begge store og fysisk stærke spillere, men Austin er fem år yngre og dygtigere og hurtigere på skøjterne. Når Austin er bedre på skøjterne er der chancer for, at han kan profitere af de større danske baner og så er han generelt en mere offensiv back.

– Brady Austin havde et fint år i sidste sæson, og han spillede tre sæsoner for Rochester Americans i AHL, men i år vi fik chancen for at hente ham, da han besluttede sig for at tage til Europa. Så det er klart, at vi håber, at han kan træde i Wade Bergman, Kodie Curran, Carson McMillan og Phillip Bruggissers fodspor, understreger Energy-coachen.

Den nye Energy-back er fra den lille by Bobcaygeon i den canadiske provins Ontario. En by med omkring 3.500 indbyggere.

– De dygtige skøjteløbere, som eksempelvis Brady Austin kan ofte profitere af de store europæiske baner, som dem vi har i Danmark. Flere af vore spillere er kommet videre til større europæiske ligaer, men nu kan vi i hvert fald glæde os over Brady Austin i den resterende del af sæsonen, slutter Mark Pederson.

Leave a Reply