Esbjergforfatteren Teddy Vork udgiver gyserromanen ”Forglemmigej” i 10 afsnit på det store og anerkendte forlag Storytel, der har afdelinger i både Danmark, Sverige og Holland.
Foto: Peter Langwithz Smith
Hvordan ville det føles, hvis man arbejdede som nattevagt på et plejehjem for demente beboere, der alle er urolige om natten og sidder fast i traumatiske minder. Man har selv lige gennemgået en hård periode med indlæggelse på psykiatrisk afdeling og en skilsmisse og det føles som om, at alle omgivelser er ude på at gøre én ondt?
Sådan er livet for Mie, der arbejder på et plejehjem i Esbjerg, hvor alt dette
foregår. Og Mie kan ikke fornemme, om hendes fornemmelse er korrekt eller kun noget, der foregår inde i hendes hoved!
I hvert fald hvis man læser – eller lytter til – esbjergforfatteren Teddy Vorks nye gyserroman ”Forglemmigej”, der netop er udkommet på forlaget Storytel. Det er et gevaldigt karriereskridt for Teddy Vork, der ellers udgiver sine bøger på mindre, specialiserede forlag.
Storytel er litteraturens svar på Netflix og Spotify, og er en af de største aktører indenfor lydbøger.
Storytel opdagede Teddy Vorks evner til at skrive nervepirrende gysere, der får læserne helt ud på kanten af sædet, da forlaget i 2016 udskrev en konkurrence om at blive deres nye horrorskribent. For at deltage skulle man indsende 1 afsnit og en synopsis på de efterfølgende 9 afsnit. Førstepræmien var 100.000,-
Konkurrencen afblæst – Men Teddy vandt alligevel
Efter at have indsendt sit bidrag til konkurrencen, modtog Teddy Vork et opkald fra forlagschefen, der kunne fortælle, at de havde valgt at afblæse konkurrencen på grund af for få gode bidrag, men at de gerne ville holde et møde med Teddy. For de var faktisk begejstrede over, at hans historie foregik på et plejehjem i Esbjerg.
”Det var et interessant møde, hvor jeg traf min kommende redaktør. De var meget professionelle og havde til huse med Radio 24/7 og People’s Press, som de netop havde købt. Vi talte os frem til at forsøge at skrive Forglemmigej uden at samarbejde med den anden forfatter, som de var interesserede i. De kunne især godt lide ideen om, ja, faktisk var de virkelig begejstrede over at historien foregik på et plejehjem og i Esbjerg, hvor min redaktør, Charlotte Bertram, i øvrigt også er fra. Dog indskød direktøren til sidst, at måske kunne historien foregå på et hospital? Jeg måtte sige, at så kunne jeg ikke skrive den.” udtaler Teddy Vork om sit første møde med Storytel.
Intens og tæt samarbejdsproces med forlaget
Med et var Teddy Vork blevet horrorskribent på Storytel, med alt hvad det indebærer af skriveprocesser og sparring og diskussioner med redaktøren på forlaget om indhold, garden af gys og andre detaljer, der blev pudset af, og som i sidste ende har gjort det færdige resultat stærkere og skarpskåret.
”Vi løb ind i diskussioner om titlen, hvor min redaktør og Storytel ønskede en anden titel, men jeg var – og er meget begejstret for ”Forglemmigej”, som anslår tema, motiv og stemning. Der var også diskussioner undervejs, om hvor gyseragtig historien skulle være. Om det mere skulle være en thriller omhandlende voksenmobning, eller en decideret spøgelseshistorier, eller måske en blanding. Det har været en lang og lærerig proces, men nu, næsten to år efter jeg skrev det første afsnit, er serien endelig ude.” fortæller Teddy Vork.
”Forglemmigej” er en intens psykologisk thriller, der tegner et stemningsmættet og uhyggeligt billede af det velkendte plejehjemsmiljø og viser, hvordan et skrøbeligt sind hurtigt kan slå sprækker. Og alle 10 afsnit kan læses og lyttes til på Storytels hjemmeside og App.