Fra konge til klaphat

0
830

I år er det 800 år siden, Dannebrog dalede ned fra himlen og sikrede Valdemar 2. Sejr herredømmet over det nordlige Estland. Det markerer Sydvestjyske Museer med to meget forskellige udstillinger på Esbjerg Museum og Ribes Vikinger.

Foto: Sydvestjyske Museer

”Flag og følelser” er åbnet på Esbjerg Museum, og alle er velkomne lørdag d. 6. april når ”Dannebrog, Dannebrog, Dannebrog – fra konge til klaphat” åbner på Ribes Vikinger.

Udstillingen på Ribes Vikinger fortæller, hvordan flaget på 800 år har ændret status fra engang at være symbol på kongemagten til nu at være hele folkets symbol. 

Dannebrog på både film og genstande

”Man kan blive helt overvældet over hvor flagglade danskerne er”, fortæller museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen, der har haft hovedansvaret for udstillingen.

”Og det har været fantastisk at finde så mange lokale genstande og ikke mindst film, der viser lige præcis det. F.eks. har vi fundet filmklip, der viser, hvordan ripenserne for 100 år siden gik med Dannebrog i optog gennem gaderne, mens spejderne eksercerede med flaget på Torvet foran Prehn Greisens Hotel (nu Hotel Dagmar).

Vi viser også klip fra 1907 med Dannebrog i militær funktion, da 28. bataljon var på øvelse i Vilslev Spang og efterfølgende bar fanen ind i Ribe.”

En gennemgang af Sydvestjyske Museers samling har vist, at rigtig mange genstande er prydet af Dannebrog, og samtidig har holdet bag udstillingen været heldige at kunne låne forskellige ting. Udstillingen byder derfor på så forskellige genstande som telefoner med Dannebrog, løbesedler fra besættelsestidens modstandsbevægelse og den regerende Danmarksmester i landevejscykling Michael Mørkøvs trikot.

Mikkel Kirkedahl Nielsen fortæller ”Det viste sig, at museets samling rummer en stor mængde faner fra forenings-Danmark, og Dannebrogsjubilæet er en kærkommen lejlighed til at få dem udstillet, men vi fandt også en flig af et flag, som vajede over Ribe Domkirke men blæste itu på Kronprinsesse Margrethes og Prins Henriks bryllupsdag i 1967.

 

Det modsætningsfyldte forhold til flaget

Danskernes holdningerne til flaget kan være meget forskellige og af og til også modsætningsfyldte. Mikkel Kirkedahl Nielsen forklarer: ”Mens vi på den ene side gør alt for, at flaget ikke rører jorden, når vi tager det ned fra stangen, krøller vi uden videre papirflaget fra børnefødselsdagen sammen og smider det ud. Det er da tankevækkende”. 

Der er heller ingen regler, der forbyder folk at brænde Dannebrog, men alligevel viser historien at lige præcis dét kan provokere mange mennesker. At nationalflaget også sættes på emballage for at promovere alskens varer lige fra cremer til kødpålæg, er der ikke så mange der studser over. Måske museets gæster alligevel vil skænke det en tanke, når de har set udstillingens skraldesøjle.

Flaget i kunsten bliver også taget under behandling, når det er lykkedes at gøre både en Dannebrogsburka og et værk af kunstneren Peter Carlsen til en del af udstillingen. Peter Carlsen har flere gange beskæftiget sig med danskhed og symbolet Dannebrog, så både hans værk og burkaen vil kunne sætte tanker i gang. 

Film, quiz og sange

Som altid, når Sydvestjyske Muser laver udstillinger, er der mere end blot tekst og genstande at gå ombord i. 

Udstillingen byder for eksempel på en lille nyproduceret film, der viser flagets fald over 1219-slagmarken i Tallin og på et interview med historiker og Dannebrogsekspert Torben Kjersgaard Nielsen fra Aalborg Universitet. Der kan quiz’es om regler og traditioner forbundet med Dannebrog, ligesom alle er velkomne til at synge med på nogle af de mange sange, der hylder flaget. 

FAKTA

Udstillingen ”Dannebrog Dannebrog, Dannebrog – fra konge til klaphat” åbner på Ribes Vikinger, Odins Plads 1, lørdag d. 6. april kl. 10, hvor alle er velkomne.

Udstillingen er planlagt til at stå to år.

 

Leave a Reply