FOREDRAG: JUL I ESBJERG

0
1061
Damer sorterer julepost på Esbjerg Postkontor.

Ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Tid: Søndag, den 24. november kl. 14.00-16.00
Sted: Samlingsalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Pris: 50 kr. der betales ved indgangen. Forhåndstilmelding kræves ikke.

»Rør blot ikke ved min gamle jul«, står der i julesangen Sikken voldsom trængsel og alarm. Det kan få os til at tro, at den traditionsrige juletid slet ikke forandrer sig, men nye elementer er løbende kommet til og gamle forsvundet. Hvad blev der fx lige af julebrevene og -kortene? Fra at julebreve skulle skrives og sendes, er de næsten helt forsvundet eller har taget nye former.
I dag ser man de første tiltag til julen omkring 1. november, og i år tændes juletræet på Torvet allerede den 22. november. Tidligere begyndte juletravlheden med en stor juleudstilling den 1. søndag i advent. Dette var fx noget alle slagtere gjorde meget ud af, og folk valfartede fra nær og fjern for at se årets juleudstillinger.
Julen forandrer sig altså, hvad enten man vil det eller ej.
Tag med på en hyggelig tidsrejse ved juletid i Esbjerg, og kom ind til søndag eftermiddags foredrag, der selvfølgelig er ledsaget af billeder.

Billeder:

Juleudstilling i Esbjerg Andels Svineslagteris Udsalg i Kongensgade 15, med cyklende, menneskeliggjorte grise, 1952. ”Cykeldragterne” var sparkedragter uden fødder. 
Foto: Paul Bølling – EBA 55765-008. © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Damer sorterer julepost på Esbjerg Postkontor, ca. 1950.
Foto: Paul Bølling – EBA 33675-008. © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Fotos: © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Leave a Reply