Esther fra Tjæreborg er formand for Danske Skoleelever

0
245

Formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff Petersen, kommer fra Tjæreborg og kigger på et møde med Børn & Familieudvalget og Esbjerg Kommunes Fælleselevråd nærmere på den folkeskole, som hun selv er rundet af. Særligt elevdemokratiet er på dagsordenen.

Foto: Presse

Folkeskolen i Esbjerg Kommune er i søgelyset, og mange har rettet blikket mod sydvest for at følge arbejdet med regeringens og kommunens velfærdsaftale, som fra næste skoleår sætter folkeskolen fri. På vejen mod en ny og endnu bedre folkeskole har Esbjerg Kommune et solidt fundament af erfaringer og viden at stå på, og en del af det grundlag er i fokus, når Børn & Familieudvalget mandag den 26. oktober får besøg af formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff Petersen.

Styrke elevdemokratiet
I mødet deltager også formanden for Esbjerg Kommunes Fælleselevråd, Olga Ahlquist, og næstformanden, Ida Thunbjerg, som sammen med politikerne og formanden for Danske Skoleelever har sat elevdemokratiet på dagsordenen. Netop Danske Skoleelever har givet Esbjerg titlen som Elevvenlig Kommune som en anerkendelse af elevdemokratiet og inddragelsen af eleverne i spørgsmål og beslutninger, der har indflydelse på deres skoleliv.

Konkret bliver der til mødet anledning til at drøfte en undersøgelse, som Børn & Familieudvalget fik lavet sidste år for at blive klogere på elevrådsarbejdet på alle kommunens skoler. Undersøgelsen viser, at alle skoler har elevråd, som bliver inddraget i relevante emner, og den peger samtidig på områder, som skolerne kan arbejde videre med for at styrke elevdemokratiet. Både Esbjerg Kommunes Fælleselevråd og Danske Skoleelever bakker op om ambitionerne og har sammen arrangeret en online workshop for alle elevrådsmedlemmer og deres kontaktlærere den 30. oktober.

Elevernes folkeskole
Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, ser frem til besøget af Danske Skoleelever og sætter pris på indsatsen for skoleeleverne.

”Folkeskolen er først og fremmest elevernes, og de skal kunne lære og trives, når de hver dag i mange år går i skole, så det er fuldstændig afgørende, at vi lytter til dem både ude på skolerne og hos os på det politiske niveau. Deres mening er vigtig for os, og eleverne skal opleve, at de kan være med til at bestemme over det, der er deres liv og hverdag. Derfor er jeg glad for, at vi har stærke elevråd og et godt samarbejde med Danske Skoleelever, så vi sammen får sat den rigtige retning for et velfungerende elevdemokrati”, siger Diana Mose Olsen.

Indflydelse på skoledagen
Formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff Petersen, kommer fra Tjæreborg og kender derfor selv Esbjerg Kommunes folkeskole. Med til mødet har hun en række emner, som hun ønsker at drøfte. Det handler fx om faglighed for alle, profilering af folkeskolen og fysisk og psykisk undervisningsmiljø.

”Vi elever kender skoledagen bedre end nogen andre, og for mig handler elevdemokrati om noget så simpelt som at lytte til elevere og rent faktisk give os indflydelse på vores egen skoledag. Det er man langt med i Esbjerg. Vi kan dog altid gøre endnu mere, og jeg håber, at vi til mødet får mulighed for at drøfte, hvordan vi sikrer undervisningsmiljørepræsentanter på alle skoler i Esbjerg Kommune, og også dele vores erfaringer om niveaudifferentieret undervisning. Endelig håber jeg selvfølgelig også, at vi i Danske Skoleelever får lov til at give vores besyv med, når kommunen snart skal til at indrette deres drømmeskole i forbindelse med regerings nye frihedsforsøg”, siger Esther Vyff Petersen.

Leave a Reply