Esbjerg Kommune køber Ribe Jernindustri-området

0
260

Ribe Jernindustris fabriksbygninger i Saltgade overtages nu af Esbjerg Kommune, som vil rive hovedparten af bygningerne ned for at komme videre med planerne om at skabe et nyt attraktivt bykvarter.

Skitse fra vinderprojektet vedr. Jernstøberiet. Kreditering: Tegnestuen Vandkunsten

På årets sidste byrådsmøde besluttede Esbjerg Byråd at købe hele arealet, som tidligere husede Ribe Jernindustri. Området strækker sig over ca. 25.000 m2 i Ribe midtby, og Esbjerg Kommune nu vil gå videre med planerne om et innovativt byudviklingsprojekt under navnet Jernstøberiet.

Esbjerg Kommune forventer at rive den eksisterende bygningsmasse ned for at skabe plads til at realisere den helhedsplan for området, som i 2017 sikrede Tegnestuen Vandkunsten førstepladsen i arkitektkonkurrencen udskrevet i fællesskab af Ribe Jernindustri, Realdania og Esbjerg Kommune. Nedrivningen åbner for den planlagte byudviklingsproces for Jernstøberiet, der skal munde ud i et kvarter med ca. 250 boliger, der bliver en moderne udgave af den historiske bymidte i Ribe.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen glæder sig over beslutningen om at købe jernstøberigrunden: 
”Det er en unik mulighed for at tilføje Nordens ældste by et nyt, centralt bykvarter, der skal spille perfekt sammen med Ribe midtbys helt unikke bykvaliteter og samtidig tilføre Ribe nye, moderne byboliger til mennesker med forskellige boligønsker, men som har det tilfælles, at de ønsker at bo midt i en helt unik by.” 

Kim Baarsøe, bestyrelsesformand i Ribe Jern Ejendomme A/S, er glad for salget til Esbjerg Kommune:
”Med Esbjerg Kommune som køber af jernstøberiet, er vi sikret, at de flotte intentioner i vinderprojektet fra 2017 kan realiseres, og den industriepoke, der sluttede med lukningen af Jernstøberiet for relativt kort tid siden, nu kan afløses af en ny epoke med en bydel, der vil tilføje Ribe midtby endnu flere kvaliteter.”

Udover høj kvalitet i arkitekturen og bymiljøet, kommer Esbjerg Kommune til at lægge vægt på, at der tænkes bæredygtigt i opførelsen af nye bygninger på stedet. For at mindske CO2 belastningen ved det samlede projekt, vil cirkularitet indgå som et element i byggeplanerne. Der er allerede udført analyser af potentialerne i genanvendelse af bygningsmaterialer fra nedrivningen i de nye bygninger, der skal opføres på arealet og andre steder i Esbjerg Kommune. Et kommende lager for genbrugelige byggematerialer, der etableres i samarbejde med Esbjerg Havn, får i denne forbindelse sin debut.

”Det er et vigtigt element i Esbjergs målsætning om CO2 neutralitet i 2030 at tænke bæredygtighed og cirkularitet ind i byudviklingsprojekter. Produktion af nye byggematerialer er typisk noget, der medfører belastning af klimaet, hvorfor vi ønsker at genbruge flest mulige materialer højt oppe i værdikæden og dermed mindske behov for produktion af nye materialer”, udtaler Jesper Frost Rasmussen.

Med opkøbet forestår der en længere proces med udvikling af området i samarbejde med investorer, borgerne i Ribe og øvrige samarbejdspartnere. Esbjerg Kommune forventer at igangsætte nedrivningsaktiviteter i løbet af 2022 sideløbende med en opdatering af plangrundlaget for området.

Se mere om Jernstøberiet her: www.esbjerg.dk/planer-projekter-og-trafik/byudviklingsprojekter/ribe-jernstoeberi

Domkirkebyen Ribe er Nordens ældste by med en meget velbevaret og smuk historisk bymidte. Ribe har knap 8.500 indbyggere og oplever i disse år vækst i både indbyggertal og antal arbejdspladser, herunder en stor vækst i statslige arbejdspladser, anført af Færdselsstyrelsen og Skats kundecenter.

Leave a Reply