De grønne ideer blomstrer

Lad din mobiltelefon op, mens du cykler.

Tvillingerne Nikolaj og Alexander Sondrup, der går i 6. klasse på Vejrup Skole, står bag ideen, der torsdag vandt konkurrencen Løvens grønne hule junior i forbindelse med Energiens Folkemøde. Her blev de fire bedste grønne ideer fra kommunens folkeskoleelever præsenteret.

Vi skrev alle de ideer, vi fik, ned, og så valgte vi den her, fordi den så mest realistisk ud, fortæller tvillingerne.

Klassen har hjulpet til med projektet, og Hans Holm fra Vejrup El-Service har været med til at udvikle Green Cycling, der bygger på principperne fra dynamolygten.

Det er en innovativ idé, der virker så naturlig begrundede adjunkt Mads Bram fra Aalborg Universitet Esbjerg på dommerkomiteens vegne valget af førstepladsen.

Dommerne kunne også lide Sivs idé om et pantsystem for papkrus til kaffe. Siv, der går i 7.u på Vitaskolen anbefalede på scenen et krus fremstillet af kaffegrums og sukkerrør i stedet for de sædvanlige, der forurener fem gange så meget som plastickrus, hvis de bliver smidt i naturen.

Det er en god idé at bygge videre på pantsystemet, som fungerer godt. Og så er det relativt lavteknisk, sagde udviklings- og projektkonsulent Ole Reinsborg fra Business Esbjerg om andenpladsen.

En lille plov, der kører på solenergi tog tredjepladsen. Bagmændene Sebastian og Lukas fra 7.u på Vitaskolen ville erstatte de store og tunge landbrugsmaskiner med green energy-ploven, der har den fordel, at den ikke stikker så dybt og derfor ikke ødelægger jordens næringsstoffer.

Det vil kræve et større arbejde at gennemføre ideen, sagde Mads Bram på dommernes vegne ved præmieoverrækkelsen.

Det har været fedt at se, hvor stor lysten har været til at arbejde med de grønne ideer. Det er svært at sige, om nogle af ideerne kan blive til noget, men det er bestemt ikke urealistisk, læd hans vurdering oven på konkurrencen.

Familien Sondrup vil i hvert fald arbejde videre med deres idé.

Leave a Reply