600 til single fest i EGF-hallen i Esbjerg

0
2353

Med kamera, blok og nysgerrighed tog Yesbjerg.dk til singlefest i EGF-hallen i Esbjerg for at opleve et alternativ til onlinedating. Vi mødte en moden fest med spisning, 80’er-hits og venlig stemning.

Af Nina Møller, journalist & Christina Simonia Straarup, fotograf

YESBJERG: Er du ved at udvikle gigt i din nejtak-swipe-finger? Ved at gå kold på online dating? Er der et old school alternativ i den analoge verden?

Det er der. For singler i Esbjerg og omegn holdes der 5. oktober for første gang singlefest i Esbjerg, arrangeret af Festkontoret, Skræddergaarden, Tvillingerne og Michael Christensen, som administrerer Facebookgruppen Singlenetværk Esbjerg.

Yesbjergs fotograf og journalist tager én for holdet. Med kamera og blok sætter vi os for at finde ud af, hvad konceptet kan.

Da vi ankommer til EGF-hallen på Haraldsgade lørdag aften ved 18:30-tiden, er køen på små 600 mennesker ved at være sluset ind til spisning i sportshallen. Belysningen er dunkel. Baren betjenes af markant yngre mennesker end gennemsnitsfestdeltageren. Dj Tvillingerne spiller hits som Billie Jean og Don’t you want me. 80er hits, som taler mere til midaldrende ører.

På bordene ligger store runde klistermærker, man kan sætte på tøjet og bruge som ice breaker:

”vil du danse med mig?”
”tænder på et kys”,
”Giver du et knus”,
”kold som is”,
“jeg vil i seng med de fleste”
”hvor skal vi sove i nat”.

Michael selv er angiveligt ”kold som is”.

Michael er kold som is.

”Jeg har faktisk ikke tid til at have en kæreste,” betror han Yesbjerg.
Han har så travlt med at arrangere singlefest og drive gruppens andre aktiviteter, så han ironisk nok ikke har tid til at gøre noget ved sin egen singlestatus. Han møder ellers mange kvinder.

”Jeg var sammen med én i et stykke tid, men hun havde det svært med al den opmærksomhed, jeg får,” fortæller han.

Yesbjerg kan bevidne, at flere kvinder og mænd under vores relativt korte interview, stoppede op for at hilse på Michael, spørge ham om noget, rose eller rise, bekymre sig om, hvorvidt han havde nået at få mad, lægge en arm om ham og flirte lidt.

Mens maden bliver anrettet på et langt buffetbord foran scenen, bortauktioneres en date med Michael. En mand løber med daten for en tusse. Sidst blev det vist en våd aften på Skræddergården, hvor Michael jævnligt arrangerer fredagsbar for singlenetværket.

Vores netværk sparker røv. Der kommer tit 100 til en fredagsbar.

Michael Christensen

Single eller ej

Festdeltager Jens Kristiansen på 45 vælger klistermærket ”jeg vil i seng med de fleste”

Jens vælger mærket jeg vil i seng med de fleste.

Det er selvfølgelig bare et pjattet bud ved 19-tiden, hvor spisningen endnu ikke er begyndt.

”Det er første gang, jeg er til sådan en fest som den her. Jeg er blevet single for nylig, og en kammerat og jeg er spontant taget af sted,” fortæller han.

Det hedder singlefest, men der er ikke opstillet løgnedetektor ved indgangen, så der kan sagtens være et ægtepar til stede, som kommer for at se, om der er noget at skifte ud med.

”vi tjekker jo ikke, om folk har ring på, og man må også gerne blive i gruppen, selv om man har fundet en kæreste. For man har jo stadig brug for netværket,” siger arrangør Michael Christensen på 43, som selv er single lige nu.

Moden fest

Der er dækket op ved lange borde med plads til at gå ned i mellem rækkerne.

Arrangør Michael Christensen kunne godt tænke sig en lidt hyggeligere bordopstilling, men…

”Brandmyndighederne har bestemt, at bordene skal stå sådan her, vi fik ikke noget valg,” fortæller han.

Det er ikke fordi Michael hører nogen klager over dét. En kvinde kommer dog hen til ham og klager over, at hun ikke kan se sin mad. Hun har åbenbart ikke været på Dunkelrestaurant i Berlin. Michael svarer, at han ikke kan gøre noget ved det.

Nu kan der jo være fordele ved en dunkel belysning. Alternativet full on neon hallys, gør ikke noget godt for ret mange.

Dynkelhygge

Gennemsnitsalderen bag baren er markant lavere end foran den. En moden, (k)ærlig aktivt søgende single esbjergenser vil umiddelbart kunne falde ind i fællesskabet.

Yesbjerg taler også med Mogens, som er taget alene af sted og fortæller, at han synes, singlenetværket fungerer godt, fordi det lige så meget er et forum, hvor man kan møde andre til socialt samvær, ikke bare et sted, hvor man er ude for at finde en kæreste.

Da vi takker af ved 21:30-tiden, har stemningen fået et nøk op, dansegulvet er fyldt op, og live bandet Popnitz har skruet højere op end Tvillingerne. På trods af at 600 mennesker fester, føler man, at der er god plads at komme rundt på, og ingen vælter fulde rundt. Selvfølgelig er der kø på dametoilettet, for der er kun et toilet i hvert omklædningsrum, men så kan man stå og få sig en sludder med de andre kvinder.

I det hele taget fornemmede vi god stemning. Der blev danset rigtig meget. Men hvor mange knus, kys eller isklumper, der siden blev delt ud, ved Yesbjerg ikke. Heller ikke, hvor der blev sovet i nat.

FAKTA
Pris for fest med spisning: 299 kr.
Tilmelding via Facebooksiden Singlefest Jylland.

Festen 5.10.2019 var arrangeret af Festkontoret, Skræddergaarden, Tvillingerne samt Michael Christensen, som er administrator for Facebookgruppen Singlenetværk Esbjerg. Her holdes ikke stringent på singlestatus som i Facebookgruppen Singler i Esbjerg og Omegn, hvor reglen er, at hvis man ikke længere er single, skal man forlade gruppen.
Man skal være 30+ for at være med i gruppen.

Der har tidligere været holdt singlefester i Lunderskov i 2017, Haderslev og Vejen 2018.

Leave a Reply