En klassisk kvintet udfordrer med sin utraditionelle besætning konventioner for klassiske ensembler: Konstellationen sopran, mezzosopran, blokfløjte, klarinet og klaver ser man nemlig ikke hver dag.

SLØR inviterer til gratis koncert på Esbjerg Hovedbibliotek d. 1. marts. 

Foto: SLØR

De fem musikere Ida, Sidse, Stine, Mathilde og Karin har rødder i hele landet, men fandt deres fælles ståsted på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Det har hidtil resulteret i klassisk musik fra en ny vinkel: “SLØR arbejder hele tiden i et spændingsfelt mellem det nye og det gamle, det etablerede og det opløselige. 

Derfor rummer vores koncerter tre elementer: musik, der er arrangeret til os, musik, der er skrevet af os, og musik, der er skrevet til os” fortæller blokfløjtenist Stine Benjaminsen. 

En musikalsk tretrinsraket 

Disse tre elementer vil man kunne opleve til koncerten. SLØR tager hånd om Modest Mussorgskys russiske folketoner og Maurice Ravels svævende univers. Til koncerten præsenterer SLØR også musik fra medlemmernes egen hånd. Denne musik er vokset ud af nysgerrighed til instrumenternes klange i samspil med hinanden og en eventyrlysten skabertrang. Også etablerede komponister har skabt værker til ensemblet. Mogens Christensens originale værk “Mod  Vandet” kan også opleves til koncerten. 

Musik og lyrik i samspil

Musikkernes egen poesi og et samarbejde med moderne lyrikkere som Thorkil Jacobsen er en vigtig del af gruppens kreative afsæt, derfor var netop biblioteket et oplagt sted til SLØRs første koncert i Esbjerg. Derudover arbejder SLØR med de fysiske rammer, som en del af deres musikalske fortælling: “SLØR gør meget ud af at bruge koncertrummet både auditivt og visuelt, og forsøger altid at finde frem til den situation, der tjener musikken bedst. Netop Esbjerg bibliotek med dets mange niveauer og afkroge danner en fin, alternativ ramme for koncerten” uddyber klarinettist Mathilde Schelin. 

Koncerten finder sted

fredag den 1/3 2019 kl. 16:30

på Esbjerg Hovedbibliotek

Nørregade 19, Esbjerg.

Der er fri adgang for alle.

Leave a Reply