Teddy Vork klar med nye gys

0
1322

Gyserforfatteren går et travlt efterår i møde

Det bliver et travlt efterår for esbjergs gyserforfatter Teddy Vork. Til september udgiver han ”Mare, Mare Minde” – sin første gyserroman til et yngre publikum, alt imens han arbejder på en lydbog i 10 afsnit for det store forlag Storytel og skal lave oplæsning på dette års Fantasy Festival.

Han skriver som regel altid på en historie, eller også rumsterer der en ide, som bare venter på at komme ned på papir. Han er netop nu bogaktuel med sin første gyserroman til et yngre publikum.

Stor aktør på banen

Teddy Vork er anerkendt blandt sine horrorkollegaer. Han har vundet prisen ”årets danske horrorudgivelse” i 2014 for novellesamlingen ”Sprækker”, og har et bagkatalog der tæller 5 bøger og en del noveller. Alligevel spirrede han øjnene op, da han blev kontaktet af det store forlag, Storytel, som fortalte ham, at han var blevet udvalgt blandt mange til at skrive en gyser til deres forlag.

Storytel er litteraturens svar på Netflix og Spotify, og er en af de største aktører indenfor lydbøger. Derfor er det også et gevaldigt karriereskridt for Teddy Vork, der ellers udgiver sine bøger på mindre, specialiserede forlag.

Et plejehjem i Esbjerg

Teddy Vork takkede ja til Storytels tilbud, og er netop nu i gang med at forfatte de 10 afsnit, som kommer til at foregå på et plejehjem i Esbjerg. Storytel har sat en deadline for, hvornår det endelige manuskript skal være færdigt, så Teddy har travlt i dette efterår.

”Det er spændende at arbejde på en ny måde, som jeg er kommet til med opgaven på Storytel” fortæller Teddy Vork, og fortsætter; ”De har en stram deadline, og vil gerne være mere inde over mine manuskripter, end jeg er vant til. Det er både udfordrende og lærerrigt.”

Gyseroplæsning på Fantasy Festivalen

Alt i mans Teddy skriver på de 10 afsnit, udgiver han børne/ungdomsgyseren ”Mare, Mare minde” i september. ”Mare, Mare minde” er en kort, uhyggelig fortælling om drengen Peter, der er født med en hjertefejl. Han kan ikke sove, for han er sikker på, at han ikke er alene på sit værelse. Der er noget derinde med ham. Noget som er ude efter ham. Og han har ret. Noget har sendt nattens skabninger efter ham. Han får hjælp af Ole Lukøje, men nattens skabninger er udsendt af én, selv Ole Lukøje frygter.

En medrivende gyserfortælling, som man kan opleve Teddy Vork læse op på Fantasy Festivalen, der bliver afholdt på Esbjerg Hovedbibliotek den 16. – 17. September. Teddy Vork læser op fra ”Mare, Mare minde” søndag den 17. September klokken 12:30 i Gildesalen, hvor Claus Gahrn fra Sydvestjysk Musikkonservatorium leverer stemningsmættet underlægningsmusik til.

FAKTA:

Udgivelser:

”Hvor skyggen falder” (2008, Tellerup)

”Diget” (2010, Tellerup)

”Ex” (2012, Tellerup)

”Sprækker” (2014, Kandor)

”Mare, Mare minde” (2017, Calibat)

Læs mere på Teddy Vorks blog: http://teddyvork.blogspot.dk/

 

Tekst af Morten Nissen

Foto af Peter Langwithz Smith

Leave a Reply