Team Esbjerg på pointjagt

0
474

Inden Bietigheim skal der hentes vigtige point i Aalborg.

De næste uger vil for Team Esbjerg veksle mellem vigtige opgør i EHF Cups gruppespil og kampe mod hold fra den nederste halvdel af HTH Ligaen, og den kombination kan mentalt være giftig nok.

Foto: Yesbjerg/Adobe

– Det med, at den næste kamp altid er den vigtigste, kan i perioder være lidt svært. Det kan vise sig, hvis nogle spillere ser på vigtigheden af EHF Cup-kampen mod Bietigheim på lørdag og på, at vores kommende modstander, EH Aalborg, ligger nederst i tabellen. Men kampen i Aalborg skal tages seriøst og spilles, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Afhængig af udviklingen i kampen onsdag aften kan det være, at flere spillere ikke får samme spilletid som normalt, men desto vigtigere er det at præstere, når man er på banen.

– Et godt eksempel er Estavana Polmans præstation i hjemmekampen mod det rumænske hold, Magura Cisnadie, hvor hun scorede fem mål på kort tid og derefter fik mulighed for at restituere sig til de næste kampe. Kampen i Aalborg skal vindes, og vi vil også gerne vaske pletten fra Storhamar af og vise, at vi spillemæssigt er, hvor vi skal være på nuværende tidspunkt. Vi vil arbejde med at få nogle grundspilsprincipper, for eksempel rytmen i angrebsspillet, til at fungere, hvad det ikke gjorde mod Storhamar, siger Jesper Jensen.

EH Aalborg har som ventet haft det svært i den første sæson i HTH Ligaen. Med tre point på sidstepladsen må holdet formentlig kæmpe med Ringkøbing Håndbold om at undgå direkte nedrykning. Holdet mistede inden denne sæson den norske profil, Siri Seglem, og syv andre spillere, og Esbjerg-pigen Anne Brinch-Nielsen og fem andre kom til.

Team Esbjerg møder lørdag kl. 13.00 i Blue Water Dokken SG BBM Bietigheim fra Tyskland i den tredje kamp i gruppe A i EHF Cup, og her er den foreløbige førsteplads på spil.

Men forinden gælder det ligakampen i Aalborg, hvor Team Esbjerg er uden Rut Jónsdóttir, der har problemer med den ene fod, som hun tidligere har døjet med. Holdet vandt det første opgør mod EH Aalborg med 34-25 i september i Blue Water Dokken.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod EH Aalborg onsdag den 16. januar kl. 19.30 i Nørresundby Idrætscenter:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.

Please follow and like us:
error

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here