Søtrup bliver ny formand for Esbjergs populære festuge

Afgående borgmester Johnny Søtrup bliver ny formand for styregruppen for Esbjerg Festuge.

Det bliver et særdeles kendt ansigt, som fra årsskiftet afløser Brian Knudsen på posten som formand for styregruppen for Esbjerg Festuge.
Johnny Søtrup har takket ja til opgaven, og Esbjergs borgmester gennem 24 år glæder sig til den:

”Det var ikke svært at takke ja, da jeg blev spurgt. Festugen er en af de bedste events, vi har i kommunen og Esbjerg by. Jeg har selv været med til at starte den op i sin tid, og det har været spændende at følge Festugens rejse og enorme udvikling”, siger Johnny Søtrup.

Festugens afgående formand, EfB-direktør Brian Knudsen, har selv været med til at pege på sin afløser.
”Johnny Søtrup er det helt oplagte valg. Gennem min tid som formand har jeg oplevet hans store engagement i Festugen; ikke bare i form af kommunens sponsorat men også i form af en oprigtig interesse og veneration for Festugen. Han har været en fremragende medspiller”, siger Brian Knudsen:

”Johnny Søtrup kender – om nogen! – Esbjerg. Han kender erhvervslivet, som er vigtigt for at kunne tiltrække sponsorer og sikre finansieringen af Festugen, og han kender byen og ved, hvordan man skal samle den”, siger Brian Knudsen.

Brian Knudsen har været meget glad for sine otte år som formand og er navnlig glad for den mangfoldighed, Festugen har udviklet sig til med over 200 arrangementer i år.
For Johnny Søtrup er det fortsættelsen af netop den linje, der er målsætningen:

”Den formel, vi har på Festugen i dag, er rigtig god. Der er noget for enhver smag, og den brede appel er en af de klare styrker, som jeg gerne vil holde fast i. Den giver samtidig plads til en løbende udvikling, som gennem årene har været med til at forandre og forme den Festuge, vi har i dag”, siger Johnny Søtrup.

Direktør Tom Nielsen fra Esbjerg Erhvervsudvikling, som Festugen hører under, glæder sig over Johnny Søtrups ja til opgaven:
”Det er en opgave, der kræver et stort netværk – og det fås næppe meget større end Johnny Søtrups! Vi skylder Brian Knudsen stor tak for otte gode år ved roret. Jeg er sikker på, at vi med Johnny Søtrup i spidsen kan fortsætte den positive udvikling, Esbjerg Festuge har været i, siger Tom Nielsen.

FAKTA:
I 2017 overtog Annette Posselt depechen som event manager for Festugen efter Bjarne Simonsen. Der er således to nye i spidsen for Festugen.

Facebook kommentarer

Skriv et svar