Søstrene Solberg i europæisk brag: Det bliver specielt

0
248

De ligner hinanden, er lige høje, lige lette, og søndag eftermiddag står de for første gang over for hinanden i en håndboldkamp, tvillingsøstrene Sanna og Silje Solberg, når de mødes i Blue Water Dokken i den første finalekamp i EHF Cup for henholdsvis Team Esbjerg og ungarske Siófok KC.

Grafik: Yesbjerg

De er opvokset i den velhavende Bærum-bydel i Oslo og spillede sammen i de lokale klubber, Helset IF og Stabæk IF, inden deres veje skiltes på klubplan. På landsholdet har de to norske landsholdsstjerner spillet masser af kampe sammen. Dog debuterede Sanna nogle måneder før Silje og har spillet en landskamp flere, 130. Der hører ligheden marginalt op.

– Jeg glæder mig, men jeg bliver nok også lidt mere nervøs inden kampen, fordi det er så specielt at have Silje som modstander for første gang. Vi har da snakket håndbold på det seneste, men ikke i dybden taktisk, siger Sanna Solberg efter det lange træningspas fredag.

Lørdag lander privatflyet med Siófok-truppen ved middagstid, og forældrene, Louise og Stein, henholdsvis lærer og økonom hjemme i Oslo, kommer til Esbjerg for at følge deres døtres opgør. Sanna har aftalt at spise med dem lørdag aften, men ved ikke, om Silje kan deltage eller skal spise sammen med sit hold.

– Mange ser Siófok som favoritter, men jeg ser chancerne som fifty-fifty. De har nogle svagheder, vi kan udnytte, men de har to meget dygtige skytter og mange spændstige spillere. Vores eget spil har bare flydt efter jul, og vi er blevet bedre og bedre, både i forsvar og angreb. Vi har trænet og spillet mange konstellationer, 6-0, 5-1 og skæv 5-1 i forsvaret, og det samme i angrebet, siger Sanna Solberg.  

Siófok trænes af Larvik-legenden Tor Odvar Moen og med en landsmand som assistent. Sanna Solberg fremhæver hans eminente håndboldviden efter over 20 år hos norsk håndbolds mest vindende klubhold – og med hende selv i truppen i nogle af hans sidste regeringsår. Hvordan hans ledelse har påvirket spillestilen i Siófok, tør hun ikke vurdere, men han slider hårdt på sin stamformation af stjernespillere fra flere nationer. Deri kan der også ligge muligheder i løbet af en kamp.

Du kan købe billetter til Team Esbjergs første europæiske finalekamp siden 2014 mod Siófok KC fra Ungarn søndag kl. 15.00 i Blue Water Dokken på www.teamesbjerg.dk.

Please follow and like us:
error

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here