Rådgivnings- og aktivitetscenter for demens søger flere frivillige

Har man nogle timer om ugen i overskud, kan man som frivillig gøre en kæmpe forskel i Rådgivnings- og aktivitetscenter for demens. Centret søger lige nu flere, der ønsker at give en hånd med som frivillige og blive en del af fællesskabet i klubben for yngre mennesker med demens. Derfor inviterer centret alle interesserede til åbent hus tirsdag den 18. februar kl. 14.00 – 15.30.

Det sociale fællesskab fylder meget i “Du kan hvad du vil-klubben”, hvor yngre mennesker med demens mødes til samvær og aktiviteter på Rådgivnings- og aktivitetscenter for demens i Esbjerg. En tur i skoven eller på stranden, cykelture, kagebagning eller hygge over en kop kaffe er blot nogle af de mange aktiviteter, som medlemmer, ansatte og frivillige samles om. Frivillige er en vigtig del af hverdagen i klubben, og lige nu er der plads til flere.

  • Rådgivnings- og aktivitetscentret er med til at skabe øget livskvalitet blandt yngre borgere, som er ramt af demens, og deres pårørende. Her er mulighed for at være en del af et socialt fællesskab og få en aktiv hverdag med et meningsfyldt indhold i samvær med andre mennesker. Samarbejdet med frivillige er yderst positivt og en central del af hverdagen i centret. Jeg håber derfor, at flere vil have tid og lyst til at give en hånd med, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

Kom til åbent hus
Tirsdag den 18. februar 2020 kl. 14.00 – 15.30 inviterer Rådgivnings- og aktivitetscentret for demens til åbent hus i lokalerne på Esbjerg Sundhedscenter, Spangsbjerg Kirkevej 51, 6700 Esbjerg. Her er alle interesserede velkomne til at lægge vejen forbi for at se og høre mere om centret og muligheden for at blive frivillig.

Interesserede kan også læse mere om centret og muligheden for at blive frivillig på: www.dinsundhed.esbjergkommune.dk/demensrac

Facebook kommentarer

Skriv et svar