Point på Frederiksberg vil lette presset betydeligt

0
530

Bortset fra de to sidste spillerunder af slutspillet har Team Esbjerg i ugevis levet med presset om at skulle vinde hver gang, både i HTH Ligaen og EHF Cup. Denne uge bliver ingen undtagelse, om end der i begge turneringer er en ekstra chance for at rette op på et eventuelt nederlag.

Foto: arkiv

Onsdag aften kan holdet spille sig i DM-finalen ved at få point på udebane mod mestrene fra København Håndbold, der måtte rejse hjem fra den første kamp i Esbjerg med et nederlag på 30-25. Søndag kl. 15.00 møder Team Esbjerg Siófok KC Hungary i den første finalekamp i EHF Cup i Blue Water Dokken. Udfaldet af de to kampe kan få stor betydning for den samlede vurdering af en indtil nu succesrig sæson.

– Vores første prioritet mod København er at komme i DM-finalen, og kan det lade sig gøre over to kampe, vil det betyde langt mindre pres i en uge, der byder på to rejsedage til Ungarn. Det har givet et mentalt boost at vinde over København, for det var et tema efter tre nederlag i træk, og man kunne se det i kampens første kvarter i Esbjerg. Derefter sænkede vi skuldrene og spillede en fin håndboldkamp, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

Han forventer en mere taktisk præget anden finalekamp, efter holdene nu har mødtes for første gang i over fem måneder, og der vil formentlig også komme færre mål. Det er ikke ensbetydende med, at kampen nødvendigvis vil blive afgjort i forsvaret.

– I kampen på hjemmebane lykkedes vi med at score mange mål, og derved holdt vi København fra de kontraløb, der tidligere har voldt os problemer. Vores returløb var godt, og det bliver atter meget afgørende. Det er altid spændende, hvad modstanderne taktisk hiver op af hatten, men det bliver næppe noget revolutionerende, siger Jesper Jensen.

Den kun seks år gamle klub på Frederiksberg ejet af den internationale investor, Kim Mikkelsen, er nået vidt. Jesper Jensen anerkender trænerkollegaen Claus Mogensens arbejde, der bragte sølvmedaljer i 2017 og det første danske mesterskab i fjor.

– Det er flot præsteret. Claus har haft en fin trup, men har også fået rigtig meget ud af den. Denne sæson er vel nærmest den svageste i de tre sæsoner, og alligevel er København i en semifinale med fortsat mulighed for at nå DM-finalen, siger Jesper Jensen.  

Mens Team Esbjerg i denne sæson har været langt mere forskånet for skader end i den foregående, har København spillet uden playmakeren Mia Rej i det meste af sæson, og andre profiler, Johanna Bundsen og Kelly Dulfer, har været ude i en periode.

Team Esbjergs trup på 16 spillere er uændret.  

Team Esbjergs trup til semifinale i HTH Ligaen, anden kamp, mod København Håndbold onsdag den 1. maj kl. 18.30 i Frederiksberg Hallerne:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg, Maria Mose Vestergaard og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Rut Jónsdóttir og Line Jørgensen.

 

Leave a Reply