Orgelprofessor tiltræder med offentlig koncert

0
58

Syddansk Musikkonservatorium har udnævnt den særdeles velrenommerede svenske organist Hans-Ola Ericsson som adjungeret professor. Nu tiltræder han foredrag, masterclasses og en offentlig koncert.

Foto: Syddansk Musikkonservatorium

Hans-Ola Ericsson er meget søgt som underviser og har uddannet flere generationer af organister både i Piteå, hvor han har opbygget en orgelklasse med internationalt format. Han er ligeledes i besiddelse af et professorat på McGill University i Montreal, Canada. Fra alle sider får Ericsson pæne skudsmål, hvor bl.a. hans formidlingsevner og faglige autoritet understreges.

Organist og korleder Mikkel Andreassen, der er ansvarlig for konservatoriets kirkemusikalske område, ser frem til at tilknytte endnu en stor kapacitet til uddannelsesområdet: ”Hans-Ola Ericsson er en stor orgelspiller, hvis fortolkninger både hvad angår virtuositet, musikalitet og formsans har internationalt niveau. Han er kendt som fortolker af selv de vanskeligste værker i litteraturen, blandt meget andet orgelværker af Messiaen og et stort antal nyere komponister, som han er særlig ambassadør for. Samtidigt er hans stilkendskab og sans for hele orgellitteraturens repertoire på højeste niveau. Han har indspillet musik fra snart sagt alle tidsaldre.”

Ved den offentlige tiltrædelseskoncert får alle interesserede publikummer lejlighed til at opleve Ericsson spille et spændende program ved konservatoriets Marcussenorgel i koncertsalen. Efterfølgende er konservatoriet vært ved en lille reception.

Hovedpersonen selv udtrykker også begejstring ved udsigten til at blive knyttet til Syddansk Musikkonservatorium: ”Jeg ser frem mod samarbejdet og til at give mine synspunkter for om muligt at styrke regionen hvad angår orgelrelaterede problemstillinger. Ikke mindst ser jeg frem til at komme til at arbejde med de studerende. Jeg har ved mine tidligere besøg i Esbjerg og på Fanø altid fundet denne del af Danmark specielt naturskøn og beroligende.”

  • Søndag d. 2. december klokken 16.00. Der er. fri entré
  • Koncertsalen, Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg
  • Tiltrædelseskoncert med adjungeret professor, Hans-Ola Ericsson
  • Efterfølgende er konservatoriet vært ved et glas

Koncertprogram:

Peteris Vasks: Te Deum (1991)

Georg Muffat: Passacaglia

Joseph Haydn: 6 små stykker for  “Fløjteur”

Johann Sebastian Bach/Max Reger: Kromatisk fantasi (BWV 903)

Olivier Messiaen: Prière avant la communion, Ur Livre du Saint-Sacrement (1984)

Johann Sebastian Bach/Franz Liszt: Einleitung und Fuge aus der Kantate„Ich hatte viel Bekümmernis“

Dietrich Buxtehude: Praeludium i fis mol (BuxWV 146)

John Cage: Souvenir (1983)

Johann Sebastian Bach: O Mensch, bewein‘ dein Sünde Gross (BWV 622)

Johann Sebastian Bach: Præludium og Fuga i  h-mol (BWV 544)

Fakta:

  • Syddansk Musikkonservatoriums kirkemusikuddannelse er hjemmehørende i Esbjerg
  • Det kommende besøg i Esbjerg er Hans-Ola Ericssons første efter udnævnelsen. I dagene efter koncerten underviser han konservatoriets orgelstuderende.
  • En videregående uddannelsesinstitution kan tildele titlen adjungeret professor til personer uden for institutionen, som har et højt fagligt niveau, og som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.
  • Syddansk Musikkonservatorium har og har haft en række adjungerede professorer tilknyttet forskellige fagområder. Senest blev oboisten Henrik Goldschmidt udnævnt som adjungeret professor for det klassiske område og jazzbassisten Greg Cohen tilknyttet det rytmiske område.
Please follow and like us:

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here