Ny myndighedschef vender tilbage til Familierådgivningen

0
444

Fra den 1. april hedder Familierådgivningens myndighedschef igen Mette Kierkgaard. Den erfarne leder vender tilbage til sit tidligere job med nye perspektiver og erfaringer, som hun blandt andet tager med fra sit nuværende job som leder af SSP Forebyggelse & Vejledning.

Foto: Esbjerg Kommune

For tre år siden sagde Mette Kierkgaard farvel til jobbet som myndighedschef i Familierådgivningen i Esbjerg Kommune for at rejse med sin familie til USA, og den 1. april vender hun tilbage til sit tidligere job med ny viden og erfaringer i bagagen. Allerede i august sidste år tog Mette Kierkgaard skridtet ind i kommunen igen, da hun blev ansat som leder af SSP Forebyggelse & Vejledning.

Som myndighedschef kommer Mette Kierkgaard til at stå i spidsen for 130 medarbejdere i Familierådgivningen, hvis hovedfokus er at sikre trivsel og udvikling for børn og unge. Mette Kierkgaard har arbejdet med udsatte børn og unge i 10 år og var myndighedschef i Familierådgivningen i fire år frem til 2016.

Nyt perspektiv i udviklingen

Chefen for Familie & Forebyggelse, Jørgen Bruun, ser frem til at få Mette Kierkgaard tilbage på holdet i Familierådgivningen.

“Da Mette Kierkgaard sidst var myndighedschef, var vi optagede af at skabe stabilitet og sætte en ny retning i en turbulent periode. Nu har vi en velfungerende afdeling, hvor Mette Kierkgaard kan sætte fokus på driften og træde ind med værdifuld erfaring og kendskab til afdelingen og samtidig bidrage med et nyt perspektiv i udviklingen”, siger Jørgen Bruun.

Spændende tid

Mette Kierkgaard kender Familierådgivningen som en god arbejdsplads med engagerede medarbejdere, men meget er forandret, siden hun sidst var myndighedschef, og derfor vil hun bruge den første tid på at stikke en finger i jorden.

“Afdelingen fungerer allerede rigtig godt, og samtidig skal vi altid følge med den faglige udvikling på området. Familie & Forebyggelse er netop blevet en del af direktørområdet Borger & Arbejdsmarked, og det åbner for nye muligheder for samarbejde, så vi i endnu højere grad kan skabe sammenhæng og helhed i indsatsen over for børnene, de unge og deres familier. Vi går en spændende tid i møde”, siger Mette Kierkgaard.

Mette Kierkgaard er uddannet inden for offentlig forvaltning, sociologi og ledelse, og privat bor hun nord for Ribe sammen med sin mand og deres to sønner.

Som afløser for Mette Kierkgaard er Pia Tønnes konstitueret som leder af SSP Forebyggelse & Vejledning fra den 1. april til udgangen af juli. Pia Tønnes er pædagogisk leder for undervisningsdelen i Esbjerg Ungdomsskole.

Please follow and like us:
error

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here