Nu kommer skraldespanden til madaffald

Startskuddet er gået, og de første borgere kan finde en ekstra skraldespand i deres indkørsel, når de kommer hjem fra arbejde. Henover de næste måneder får alle husstande en madspand, så madaffaldet kan blive til biogas og naturgødning.

Foto: Esbjerg Kommune

Det er en større organisering, når 35.000 spande skal bringes ud til kommunens husstande. Spandene står i stakkevis gjort klar til levering. Alle madspande har adresselabels på, så husstanden får sin egen spand tilbage efter tømning. 

Nu starter indsamlingen af madaffald i Esbjerg Kommune. Frem til november bliver over 35.000 madspande kørt ud til kommunens husstande sammen med en lille køkkenspand, plastikposer og information. Du skal begynde at sortere madaffaldet, når der står en madspand hos dig.
 

“Vi skal ikke klippe nogen rød snor over, men det føles alligevel som at stå foran en åbning eller indvielse. Det er en længere proces at lave en ny affaldsordning, men nu er vi klar, og vi er mange, der har glædet os. For det giver så meget mening, at vi udnytter ressourcerne i madaffaldet. Så jeg håber, at alle vil give den gas med sorteringen, så vi sammen kan lave grøn energi”, siger Udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Alle skal sortere

På sigt skal alle borgere sortere madaffald, og når indsamlingen af madaffald er i gang ved alle husstande, forventer Esbjerg Kommune at indsamle 7.000 tons madaffald om året.
 

“Hver husholdning ser selvfølgelig forskellig ud. Nogle vil have mere madaffald end andre. Men jeg tror de fleste af os har kaffefiltre, kyllingeskrog, gulerodsskræller og engang imellem lidt rester på tallerkenen efter aftensmaden. Og det hele tæller. Når ordningen er helt oppe at køre, forventer vi, at madaffaldet kan blive til 1 mio. m3 gas, som kan bruges til transport, opvarmning og el. Vi kan altså alle bidrage til at lave gas, og helt uden at blive blå i hovedet, siger udvalgsformanden med et smil.

En ekstra spand

Madaffaldet skal i en særskilt udendørs madspand, og efterhånden er mængden af restaffald lille. Når man får den nye madspand, bliver både madaffald og restaffald derfor kun tømt hver anden uge.


“For at finde den bedste løsning for indsamling af madaffald, lavede vi tilbage i 2016 et forsøg i Tjæreborg med sortering af madaffald ved 1000 husstande i et år. Her var mange skeptiske, men langt de fleste blev rigtig glade for spanden. Erfaringerne viser, at med en ekstra spand til madaffald får vi den bedste sortering og samtidig den nødvendige plads til restaffaldet, når spandene tømmes hver anden uge. Mange Tjæreborggensere ærgrede sig faktisk, da vi stoppede forsøget, og de skulle af med madspanden. Så jeg er rigtig glad for, at vi nu endelig kan komme i gang med at genanvende vores madaffald. Forhåbentlig overskygger indsatsen for grøn energi og miljøet det at få en ekstra spand”.

Fakta:

– Fra august til november leverer Esbjerg Kommune en udendørs 140 L madspand, køkkenspand, plastikposer og information til hver husstand.
Ribe midtby, Esbjerg midtby og Mandø starter dog først i 2021.

– Husstanden skal begynde at sortere madaffald, når der er leveret en madspand på adressen. Madspanden tømmes hver anden uge. Når man får madspanden ændres tømningen af den almindelige skraldespand til restaffald, fra ugetømning til tømning hver anden uge.

– Madspanden er til alt madaffald. Både råt og tilberedt.

– Madaffaldet skal i de udleverede plastikposer, inden det kommer i den udendørs madspand. Der leveres poser til et år, så man kan skifte posen i køkkenspanden hver anden dag. Esbjerg Kommune kommer med en ny forsyning af plastikposer, inden et år efter husstanden har fået leveret en madspand.

– Læs mere om ordningen og se hvornår Esbjerg Kommune forventer at levere madspanden på din adresse på www.esbjerg.dk/madaffald

Facebook kommentarer

Leave a Reply