Mange borgere fik forkert mail i e-Boks

0
1318

Esbjerg Kommune sendte i går en invitation til et informationsmøde ud til 6.500 borgere i den østlige del af byen.  Brevet var stilet til borgernes digitale postkasse, e-Boks, men mange modtog et brev, som var adresseret til en anden i samme kvarter. Der er tale om en menneskelig fejl, og Esbjerg Kommune beklager meget den forvirring, dette har udløst.

Mange borgere i det østlige Esbjerg fik sig noget af en overraskelse, da de åbnede deres e-Boks og der fandt et brev adresseret til en anden modtager. Der er sket en menneskelig fejl ved håndtering af et stort regneark, og det har således intet at gøre med e-Boks-sikkerheden.

– Vi beklager dybt, at det er forekommet, at et brev fra os med en anden persons navn og adresse på er sendt til borgernes e-Boks. Det er naturligvis en fejl, som ikke må ske. Forsvarlig omgang med borgernes data er yderst vigtig for os, og derfor kan jeg også kun dybt beklage det skete. Borgerne skal kunne have tillid til fortroligheden af det indhold, vi sender til deres e-Boks. Der er tale om en menneskelig fejl, og vi undersøger nu, om vi kan lave en systemkontrol, så det ikke sker igen, siger kommunaldirektør i Esbjerg Kommune, Rikke Vestergaard.

Heldigvis indeholdt brevet, som blev sendt til borgernes e-Boks med forkert navn og adresse, ikke personfølsomme oplysninger. Brevet er en invitation fra Esbjerg Kommune til et informationsmøde om de grønne områder og lokalhistoriske oplysninger i Østerbyen.

Leave a Reply