Kom til gratis sommerunderholdning under åben himmel

0
1048

Hele 22 koncerter og underholdende shows fordelt hen over sommerens dage og aftener. Sådan er programmet for Esbjerg Kommunes sommerunderholdning i Esbjerg, Ribe og Bramming. Og det hele er endda ganske gratis.

Foto: Esbjerg Kommune

Sommerferie er lig med gode oplevelser, og i Esbjerg Kommune står sommeren igen i år i musikkens tegn. Programmet for Esbjerg Kommunes sommerunderholdning er klar til sæson 2019, og publikum i alle aldre kan godt glæde sig. 22 koncerter og shows fordelt hen over mere end en måned, og der er noget for enhver smag, for underholdningen kommer igennem alt fra jazz, rock og country til rap, syng-med og luftguitar.

 

For børn i tre byer

For børnene begynder underholdningen i Bramming ved biblioteket onsdag den 3. juli kl. 10.30 og fortsætter med masser af sjov og musik hver onsdag frem til den 24. juli. Her får børnene blandt andre besøg af Mek Peks Abe Show og Wickmanns Børneshow.

 

I Esbjerg kan børnene glæde sig til underholdning i Byparken fra torsdag den 4. juli kl. 10.30 og de næste seks torsdage til og med den 8. august. På de samme torsdage går det løs for børnene ved Ribe Domkirke, og her er det kl. 15, de skal smøre sangstemmerne og finde danserytmerne frem. I Esbjerg og Ribe er det blandt andre Ole Kibsgaard Show, Muddi Solo og Stine Michel & Eventyrorkestret, der giver den gas sammen med børnene.

 

Sommeraftener med musik

For de voksne er sommerunderholdningen planlagt, så de skal sætte kryds i kalenderen om onsdagen kl. 19.30. Her byder programmet på hyggelige sommeraftener med musik i en række forskellige genrer. Rækken af koncerter lægger ud med Bon Jovi Band den 3. juli, og derefter følger Thomas Helmig Jam, Signe Juhl Quartet Feat, Den Danske Mafia og Hula Hula Bamse Kopi, mens Ester Brohus slutter af onsdag den 7. august.

 

Bygger videre på tradition

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig over, at sommeren igen i år bliver fuld af musik og underholdning i kommunens tre største byer.

“Sommerunderholdningen i Esbjerg Kommune har igennem mange år skabt store og glade oplevelser for både børn og voksne. Årets program bygger videre på den tradition, og det er en fornøjelse, at vi i Esbjerg, Ribe og Bramming igen kan lade sommerunderholdningen danne rammen om fællesskabet og den særlige stemning, der opstår, når kulturen rykker ud under åben himmel”, siger May-Britt Andrea Andersen.

 

Please follow and like us:
error

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here