Jobcentre og a-kasser genåbner og skruer op for den aktive beskæftigelsesindsats

Fra onsdag den 27. maj genåbner store dele af beskæftigelsesindsatsen. Ledige i hele Danmark har igen ret til hjælp og vejledning. Digitale samtaler bliver genindført med alle målgrupper, og virksomhedsrettede tilbud bliver igen muligt. Desuden får ledige igen pligt til at søge og tage imod henviste job. Det fremgår af ny bekendtgørelse for beskæftigelsesindsatsen.

Ret og pligt er tilbage i beskæftigelsesindsatsen, efter jobcentrene stort set har været nedlukket siden Danmark i bestræbelserne på at inddæmme COVID-19 lukkede store dele af den offentlige sektor.

Af hensyn til smittefaren vil mange samtaler foregå digitalt, men jobcentrene i Region Nord-, Midt- og Sydjylland vil åbne for fysiske møder med sagsbehandlere.

Det enkelte jobcentre i disse tre regioner har mulighed for at udskyde åbningen af dørene, til de fysiske rammer er på plads, så det foregår sundhedsmæssigt forsvarligt. Samtalerne med de ledige kan derfor i en overgangsperiode afholdes digitalt.

Virksomhedsrettede tilbud som fx. løntilskud kan igen igangsættes i hele landet. I Region Hovedstaden og Region Sjælland dog alene hos private virksomheder, da de offentlige arbejdspladser ikke er åbnet øst for Storebælt.

Tilbud om vejledning og opkvalificering kan også ske ved fysisk fremmøde i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvis borgeren er enig, og der enten er tale om ordinær uddannelse, eller et forløb, det er nødvendigt af hensyn til et konkret job.

Der er pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i hele Danmark, og de ledige skal derfor søge job og tage imod henviste job. Det betyder samtidig, at den ledige kan blive mødt af sanktioner fra jobcenteret og a-kassen, hvis man ikke lever op til kravene.

De ledige skal igen lægge CV-oplysninger på Jobnet, og dagpengemodtagere skal have CV-samtaler med a-kassen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– Det glæder mig, at vi er kommet så langt med at inddæmme corona-virussen, at vi mere systematisk kan få gang i jobcentrene og a-kassernes hjælp til ledige og virksomheder. Det er der et stort behov for. Der er kommet mange flere ledige under krisen, men vi oplever samtidig, at der bliver slået mange stillinger op, og situationen giver også mulighed for nye job fx med testfaciliteter og ekstra rengøring.

– Vi genoptager arbejdet i jobcentrene sundhedsmæssigt forsvarligt, og derfor vil det ikke være muligt med fysisk fremmøde i hele landet endnu. Vi skal genåbne klogt, og jeg mener, at vi med denne konstruktion har fundet en fornuftig balance.

– Vi åbner nu for de virksomhedsrettede tilbud i private virksomheder i hele Danmark. Det har der været et stort ønske om fra både partierne og organisationerne, og jeg er tilfreds med, at de ledige nu igen kan komme ud i fx et privat løntilskud.

Facebook kommentarer

Skriv et svar