Glaspusteri på Fiskeri- og Søfartsmuseet

0
305

Efterårsferien byder på små og store oplevelser i voksen- og børnehøjde.

Foto: Fiskerimuseet

Et af de mere utraditionelle indslag er opsætningen af et komplet glasværksted i forhallen, hvor efterårsgæster kan følge tilblivelsen af museets nye lampe – og selv prøve kræfter med glaspustningens ædle kunst.

Før glas bliver til noget vi drikker af eller skærmer lys med, er det flydende og brandvarmt. Og selvom de fleste af os kan lære at blæse en lille kugle af den 1100 grader varme glasmasse, så kræver det en mester at formgive med glas. Processen fra varm og flydende til kold og fast er helt magisk at følge, og derfor har museet valgt at invitere glasdesigner Nina Nørgaard til at etablere et værksted i museets forhal i efterårsferien.

“Vi arbejder hele tiden på at skabe bedre helhedsoplevelser for vores gæster. Som en del af den bestræbelse trimmer vi æstetikken i museumscafeen MS Smag. Fremfor at indkøbe en standardvare til at udskifte de gamle lamper synes vi, det er sjovere at bruge anledningen til at give vores gæster en helt særlig oplevelse. Museumsattraktionen rummer et hav af fortællinger og den samme ambition har vi for lamperne.”

David Dupont-Mouritzen, museumsdirektør

Fra skoven til havet

Nina Nørgaard er uddannet i Kosta – midt i de svenske skove, hvor stolte traditioner for at producere glas stadig holdes i hævd, men hun er i dag bosat på en husbåd i København.

“Fra alle vores vinduer er der udsigt til vand, og vandet er en stor inspirationskilde for mig. Det er derfor en stor glæde for mig at få mulighed for at udvikle et produkt, der sammensmelter havets udtryk, sprog og mytologi med de smukke rammer på Fiskeri- og Søfartsmuseet “,

Nina Nørgaard

Glas på Fiskeri- og Søfartsmuseet
Fra søndag d. 14. til torsdag d. 18. oktober
Hver dag fra kl. 10 til 17
(med mulighed for selv at prøve at blæse en boble mellem kl. 16 og 17)

Please follow and like us:

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here