Flere lærere løfter inklusionen i folkeskolen

0
137

En aftale mellem regeringen og en række af Folketingets partier sender i 2020 godt 5,8 mio. kr. til folkeskolen i Esbjerg Kommune. Børn & Familieudvalget har besluttet at bruge de ekstra penge på styrke inklusionen blandt de yngste elever.

Et generelt løft af folkeskolen er målet med den aftale, som regeringen og flere af Folketingets partier blev enige om i juni. Det betyder, at folkeskolen i Esbjerg Kommune i 2020 får godt 5,8 mio. kr. ekstra til at ansætte flere lærere.

Konkret omsættes pengene til cirka 11 lærerstillinger på kommunens skoler, og de ekstra hænder skal lægges oven i de budgetter, skolerne i forvejen har, så folkeskolen får et reelt løft.

To voksne i indskoling

Børn & Familieudvalget har siden juni drøftet, hvordan de ekstra ressourcer bedst kommer til gavn i folkeskolen og har netop besluttet, at pengene skal målrettes ordninger med to voksne i indskolingen. Fokus skal rettes særligt mod inklusionen, og udvalget har valgt at gå med en model, hvor pengene fordeles til skolerne ud fra deres elevtal med vægten lagt størst i 0. klasse faldende frem mod 3. klasse.

I praksis får eksempelvis Auraskolen penge til at ansætte godt to ekstra lærere i indskolingen, mens de øvrige store skoledistrikter ligger mellem cirka en og to lærere ekstra. Ressourcerne bliver derefter fordelt ud på afdelingerne, så de kan koble to voksne på undervisningen i udvalgte timer i indskolingen.

Fundament for skolegang

“Det har stor værdi, at vi på den måde kan kanalisere lærerkræfter direkte ud i folkeskolen som deciderede ekstra ressourcer oven i skolernes eksisterende budgetter. Vi vælger at fokusere indsatsen i indskolingen, fordi vi her kan sætte målrettet ind på inklusionen og skabe et godt fællesskab og fundament for elevernes læring og trivsel i resten af deres skolegang”, siger formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.

Leave a Reply