Final4 lige før nytår må gerne blive en livsstil

0
607

To af de seneste fire sæsoners pokalvindere, Randers HK og Team Esbjerg, mødes om at spille sig i kvartfinalen i dette års Santander Cup.

Foto: Yesbjerg

Clara Monti Danielsson var med til at vinde for Randers i 2016, året før Team Esbjerg hjemførte pokalen, og oplevelsen kalder på en gentagelse i hendes nuværende klub.

– Det er altid sjovt at komme til en finale som underdog og overraske. Vi stod virkelig sammen som et hold, og det gjorde noget ved vores trup. Selvfølgelig skal vi også gå efter at vinde pokalen i Team Esbjerg. Det er et af vores mål som klub, og hvad vi dagligt arbejder på. Der er en kortere vej end i andre turneringer, men vi ved ikke, hvilket af topholdene vi kan komme til at møde senere. Først skal vi dog slå Randers, siger Clara Monti Danielsson.

Svenskeren er i hård konkurrence med Vilde Ingstad og Marit Malm Frafjord om spilletid på stregpositionen, men selv om hun over en sæson nok spillede flere minutter i Randers, føler hun større kontinuitet i Team Esbjerg. Hun kender sin rolle, at komme ind med energi og præstere godt, især i forsvaret, hvor hun føler sig mest tryg. Clara Monti Danielsson mærker, at hun udvikler sig både til træning og kamp, fordi niveauet er så højt i klubben.

– Da jeg spillede for Randers mod Team Esbjerg, var det kampe præget af fight, og vi følte ofte, at modstanderne ikke var 100 procent, og at vi skulle have vundet. Men Team Esbjerg vandt som regel, siger Clara Monti Danielsson.

Hun kan kun remse tre spillere fra den nuværende Randers-trup op, som hun spillede sammen med, og nogle af de nærmeste, Martine Thörn og Maria Fisker, har begge skiftet klub. Også ophørte Camilla Dalby er blandt de markante udskiftninger i en trup, der har Mathilde Junker, Jamina Roberts, Sabine Pedersen og Julia Eriksson som nogle af de bærende spillere. Playmakeren Mai Kragballe er en spændende fornyelse fra København Håndbold.

– Randers har ni dygtige spillere suppleret med unge talenter. Jeg tror, klubben har fået ro på og har færre skader end i seneste sæson, og det er bestemt et slutspilshold, hvad det også burde have været i fjor, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han har hele den skadefri trup på 15 spillere med til Randers og kan give debut i en betydende kamp til Rikke Poulsen og Sonja Frey. Det klare mål er at spille sig frem til Final4-stævnet lige før nytår.

– Det er en vind eller forsvind-kamp frem mod en af de fire titler, inklusive Super Cup, og Champions League-titlen når vi næppe. Santander Cup er en af måderne at komme ud i Europa. Som vi ligger i håndboldhierarkiet, skal vi sigte mod at deltage i Final 4 hvert år, siger Jesper Jensen.  

Team Esbjergs trup til 1/8-finale i Santander Cup mod Randers HK torsdag den 22. august kl. 18.30 i Arena Randers:  

Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Sonja Frey, Annette Jensen, Line Jørgensen, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.

Please follow and like us:
error

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here