Færre indbrud i Syd- og Sønderjylland i 2019

I 2019 dalede antallet af indbrud i Syd- og Sønderjylland med hele 17,9 procent.

Det er blevet endnu tryggere at bo i Syd- og Sønderjylland og at drive virksomhed i landsdelen.

Antallet af indbrud i 2019 dalede således med hele 17,9 procent, målt i forhold til året før.

Det fremgår af nyligt offentliggjorte tal fra Rigspolitiet.

Når det gælder det konkrete antal indbrud i politikredsen, lå tallet på 4.592 i 2018, og 3.771 året efter, et fald på 821. Nedgangen omfatter samtlige tre hovedområder, som politiet måler udviklingen på: Private beboelser, virksomheder samt fritidshuse og kolonihavehuse.

Flere årsager

Politiinspektør Kaj Nielsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi peger på, at der er flere årsager til den positive udvikling.

– Dels er kriminaliteten generelt dalet de seneste år. Og den udvikling har også smittet af på antallet af indbrud i perioden. Dels har Syd- og Sønderjyllands Politi også prioriteret indsatsen mod indbrud højt, understreger Kaj Nielsen.

Indsatsen mod indbrud har været bredt forankret:

  • Efterforskningsmæssig indsats, hvor indbrudsgrupper i politikredsens tre områdecentre har særligt fokus på området
  • Patruljer har særligt fokus på områder med øget indbrudskriminalitet samt personer og køretøjer, som politiet kan knytte til indbrud
  • Øget analysebaseret tilgang, blandt andet fokus på at dele informationer internt, når politiet modtager anmeldelser og efterforsker indbrudskriminalitet
  • Forebyggende indsats i form af gode råd til borgerne, afholdelse af borgermøder i samarbejde med kommuner og BoTrygt, målrettet rådgivning til brancher, kampagner for at skaffe flere nabohjælpere m.m.

Facebook kommentarer

Skriv et svar