Esbjerg Kommune aflyser sommerunderholdning i 2020

Sommerferie plejer at være lig med sommerunderholdning i form af koncerter i Esbjerg, Bramming og Ribe. Desværre bliver også sommerunderholdningen i år aflyst på baggrund af regeringens forbud mod større forsamlinger til og med august 2020.  
 Sommerunderholdningen i Esbjerg Kommune skulle i år have bestået af 21 koncerter for børn og voksne fordelt hen over sommeren.
Der skulle traditionen tro have været noget for enhver smag med alt fra jazz, rock og country til rap og syng med. Det er desværre ikke muligt at gennemføre i år, hvor sommerunderholdningen er aflyst som følge af regeringens forbud mod større forsamlinger til og med august 2020. 

Formanden for kommunens Kultur & Fritidsudvalg, Peder Tørnqvist, er ked af, at denne sommer ikke bliver en sommer fuld af musik og underholdning i kommunens tre største byer: – Sommerunderholdningen i Esbjerg Kommune har igennem mange år skabt store og glade oplevelser for både børn og voksne.
Sommerunderholdningen plejer at danne ramme om fællesskabet og den særlige stemning, der opstår, når kulturen rykker ud under åben himmel, men der er desværre ikke andet at gøre end at aflyse i den nuværende situation, siger Peder Tørnqvist. 
Også chef for Kultur & Pædagogik, Ulla Visbech, beklager aflysningen:
– Vi var stort set færdige med planlægningen af årets program og klar til at sende materialer ud om sommerunderholdningen. Nu går vi i stedet i gang med det praktiske arbejde med at aflyse. Det er naturligvis brandærgerligt, for de forgangne uger har jo netop vist, hvor meget sang og musik betyder for fællesskabet, siger Ulla Visbech.

Facebook kommentarer

Skriv et svar