Energy er klar på hjemmebane

0
372

Tirsdag klokken 20.30 spilles der igen hockey i Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg Energy tager imod Herning Blue Fox i Metal Ligaen.

Herning har spillet godt på det seneste. Det så vi så sent som i sidste uge, hvor de fredag aften besejrede topholdet Aalborg Pirates med 3-2 i Aalborg. Og jeg forventer en ny stærk indsats fra dem, når de tirsdag gæster Granly Hockey Arena i Esbjerg, vurderer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.Esbjerg Energy besejrede fredag aften Odense med 3-2. Resultaterne betyder, at Esbjerg Energy er nummer fire i Metal Ligaen med 51 point efter 31 kampe. Herning Blue Fox er syv med 46 point efter 30 kampe.

Herning Blue Fox er ligesom Esbjerg Energy en del af et tæt midterfelt i Metal Ligaen, som omfatter holdene fra Frederikshavn på 2. pladsen med 53 point til Herning på 7. pladsen. Kun syv point adskiller nummer to og syv og hele tre hold er noteret for 51 point, så det er tæt, fortsætter den 51-årige canadier.
Fra 1991 til 1998 fordelte Herning og Esbjerg de danske mesterskaber imellem sig med seks til Herning og to til Esbjerg, så kampene mellem Esbjerg og Herning har et stænk af historiens vingesus over sig.

Personligt begyndte denne historik for mig, da vi i foråret 2017 besejrede Herning Blue Fox i finaleserien og genvandt det danske mesterskab. Der er tale om et lokalopgør og i år vandt vi så de to første kampe mod Herning og tabte den seneste, så alle på og omkring holdet glæder sig, fortæller Energy-coachen.

Esbjerg Energy besejrede i september Herning Blue Fox med 3-2 i Granly Hockey Arena og i oktober med 4- 1 I Kvik Hockey Arena, inden midtjyderne i december formåede at besejre vestjyderne med 6-2 i Kvik Hockey Arena.

Herning spiller med en stram struktur i spillet og de er altid hårdt arbejdende. De har fire stærke angrebskæder, en solid back-linje og en rutineret landsholdsmålmand. Og så er de blevet stærkere og stærkere efterhånden som turneringen er skredet frem.Vi skal gøre det vi altid prøver på. Vi skal være klar fra start og holde fokus og disciplinen gennem hele kampen. Jeg forventer ikke, at vi får mange overtalssituationer, så når muligheden byder sig, skal vi udnytte den. Og endelig forventer jeg, at det meget let kan blive de små ting eller en lille detalje, der afgør kampen, slutter Mark Pederson.

Leave a Reply