En sejr i Ikast i morgen vil åbne en port til semifinalen

0
144

Mens Odense Håndbold og København Håndbold allerede efter to spillerunder af slutspillet har lagt afstand og er klare semifinalefavoritter i pulje 1, er jævnbyrdigheden stor i pulje 2, hvor de to forhåndsfavoritter, Herning-Ikast Håndbold og Team Esbjerg, onsdag aften mødes i Ikast.

Foto: Yesbjerg

– Med en sejr i Ikast vil vi have tre kampe til at hente yderligere to point og vil have det ene ben i semifinalen. Men vi ved, at det bliver svært, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

De to hidtidige opgør mod midtjyderne, sæsonens første hjemmekamp i Esbjerg med en sejr på 25-23 og dette års første ligakamp i Ikast med en sejr på 26-23, angiver ikke nogen tydelig retning for udfaldet af det tredje møde.

– Herning-Ikast er i god form, spiller godt og har en meget stærk startformation med mange internationale klubkampe og landskampe. Det er spillere, der ved, hvad der skal til i store kampe. Vi har også mange dygtige spillere, og når det kommer til nummer 8, 9, 10 og 11, er der en tendens til, at vi skal være stærkere, siger Jesper Jensen.

Over for Helene Fauske, Tonje Løseth, Louise Burgaard og Sarah Iversen samt to dygtige fløje og veteranen Sabine Englert i målet har Team Esbjerg et hold med mange kompetencer og måder at spille på. To hold med gode forsvar og et indgående kendskab til hinanden må ofte bero på stærke individuelle præstationer for at markere en forskel.

– Vi har nu i måneder været forvænt med, at Estavana Polman toppræsterer, og det er jeg rimeligt tryg ved, at hun fortsætter med. Spørgsmålet er, hvem af de andre, der har dagen. Senest var det af skytterne Line Jørgensen og før hende Kristine Breistøl. Jeg mener, at vi har flest strenge at spille på, men vi er nødt til at have styr på deres startopstilling, siger Jesper Jensen.

Ligesom i hjemmekampen mod Aarhus United har han 16 spillere til rådighed, og han vil gerne have flere spillere på banen end i den kamp. Det flagrende forsvarsspil tvang ham til to udskiftninger mellem forsvar og angreb. I Ikast skal der atter være styr på forsvarsværkerne.

De to hold mødes allerede lørdag igen i den første semifinalekamp i EHF Cup samme sted.  

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaens slutspil, pulje 2, mod Herning-Ikast Håndbold onsdag den 3. april kl. 20.30 i IBF Arena:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg, Elma Halilcevic og Maria Mose Vestergaard

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

Please follow and like us:
error

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here