En retrospektiv udstilling af Jytte Høy

0
211

En væg fyldt med rækker af gammeldags hårnet. En rød køkkenelastik, der hænger slapt fra et søm. Parykker i glaseret stentøj. Vægtlodder, der danner en omvendt udgave af Matterhorn. En plasticpose der pludselig har fået menneskelige træk. Og en citronmåne, som den aldrig før er set. Det er blot nogle af de usædvanlige materialer og overraskende fænomener, man kan opleve i Jytte Høys store retrospektive udstilling Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

I udstillingen, som også indeholder helt nye værker, rejser Høy spørgsmål om, hvad undselige hverdagsgenstande har med kunst at gøre. Hun åbner vores øjne for de betydninger, strukturer og mønstre, der omgiver os og inviterer os til at opleve, hvordan vi selv er forbundet med dem. Hendes værker pirrer vores intellekt og forestillingsevne, men rummer samtidig masser af underfundig humor. Derfor inddrages beskueren både kropsligt og mentalt i hendes overraskende og spidsfindige univers.

I Det ternede fællesskab (2003-2019) har Høy for eksempel udvalgt en lang række fotos, som alle rummer tern – eksempelvis et stillads, en ternet skjorte eller et gitter. Nedlagt og sorteret i en ternet konstruktion af kasser, kan de tages op af hvem som helst, der selv bærer tern, og som alene gennem denne handling vil indtræde i ’det ternede fællesskab’. Der er således tale om en nærmest grænseløs skulptur, idet den kan bæres med ud af museet og spredes i uforudsigelige sammenhænge.

I forbindelse med udstillingen erhverver Esbjerg Kunstmuseum Det ternede fællesskab til samlingen, og i den an- ledning indlemmes et nyt foto i installationen. I løbet af udstillingsperioden opfordres alle museumsgæster således til at sende et foto med en ternet struktur til museet, som løbende vil præsentere de indsendte billeder. Når udstillingen lukker, udvælger Jytte Høy selv det foto, som fremover bliver en del af værket i museets samling.

I Side by Side forenes selve Høys kunstneriske praksis med en lignende inddragende åbenhed, idet hun benytter værker fra museets fine samling som materiale i sin egen installation. Hun parrer f.eks. et ikonisk selvportræt af den store danske modernist Vilhelm Lundstrøm fra samlingen med sit eget Familieportræt (2016). Hun kombinerer også sit eget værk uden titel (van Goghs øre) (2006) med Elmgreen & Olesens Two left ears på en måde, så begge arbejder væves ind i et nyt betydningsspind, hvor de subtilt henviser til hinanden – og (måske) til historien om, hvordan van Gogh skar sit ene øre af…

Hun betegner selv den øvelse, hun har været igennem, som en form for ’mønsterkiggeri’, hvor hendes værk forlæn- ges gennem de nye både visuelle og konceptuelle forbindelser, der opstår. I denne proces vokser også museets samling, fordi den filtreres gennem kunstnerens blik og indsættes i uventede sammenhænge, der bryder med kunst- historiske kategorier, etablerede hierarkier og gængse måder at arrangere udstillinger på. Selve udstillingens titel Side by Side refererer til alle disse betydningsforskydninger og referencer, der eksisterer side om side i såvel Høys eget oeuvre som i det aktuelle projekt, hvor hendes egne værker forbindes og udstilles side om side med andre kunstneres arbejder.

Side by Side ferniseres fredag den 12. april kl. 17.30-19 og alle er velkomne. Udstillingen kan efterfølgende ses til den 1. september.

FAKTA: Jytte Høy er født i 1951 og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1989. Mellem 1996 og 2007 var hun rek- tor for Det Jyske Kunstakademi. I 2011 modtog hun Statens Kunstfonds Hæderslegat, mens hun i 2016 blev tildelt Thorvaldsen Medaillen.

Please follow and like us:
error

Facebook kommentarer

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here