En kunstoplevelse for børn og børnefamilier i det fri hele sommeren

Kan du skabe en skulptur af et enkelt ark papir – eller med hele din krop? Hvordan tegner man sit selvportræt på flere meters afstand? Og kan et maleri af et maleri pirre forestillingsevnen?

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Kast jer ud i Esbjerg Kunstmuseums sommerferietilbud til børn og børnefamilier og find svarene sammen. Vi folder vores store facademaleri Inside Out af Peter Nansen Scherfig ud, så I, ved at bruge en enkel app og et materialekit fra museet, kan få lystfyldte kunstoplevelser med indhold – ude i det fri.
Facademaleriet giver et imaginært kig ind gennem museets ydermure. I app’en bliver de tegnede værker forvandlede, så I kan se dem i farver, i bevægelse og fra flere vinkler. I får idéer til samtaler om kunstværkerne og opgaver, der skal løses ved både at lave film, fotos og kreative øvelser med de materialer, I får med. Det er op til jer selv, hvor lang tid I vil bruge på opgaverne, men afsæt gerne et par timer til hele oplevelsen.


Når I løser opgaverne og deler dem i app’en, er I også med i konkurrencen om en skræddersyet omvisning eller workshop på museet. I kan invitere familien, klassen, en gruppe af venner eller andre og selv være med til at bestemme indholdet. Vinderen får besked d. 14. august 2020.


Praktiske oplysninger
Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20 – og i omgivelserne omkring museet.
OBS! Pga. byggeriet på Musikhusets forplads, er der ingang til Kunstmuseet gennem Teaterfoyeren. Hvornår: Alle dage fra d. 30. juni til d. 9. august 2020 i hele museets

åbningstid (kl. 10 – 16).
Pris: 20 kr. per deltager til materialekit.
Hvordan: Køb materialekit i museumsbutikken ved start. Her udleveres også QR kode og anvisninger til app’en. Tilmelding ikke nødvendig.


Tiltaget er udviklet i forbindelse med Esbjerg Kommunes særudgave af Sommerferiesjov 2020, hvor aktiviteterne skal foregå udendørs og være for børn i mindre grupper pga. smittefaren ved COVID-19.

Facebook kommentarer

Leave a Reply