Direktør Lorenzen Brinchs erindringer

Direktør Frederik Lorentzen Brinch var født d. 23. oktober 1880 i Esbjerg, og som barn var han meget svagelig. Hans mor døde af tuberkulose, da han var ca. 1 år gammel. Han blev opereret to gange for knogletuberkulose af dr. O. Bruun med assistance af lægen fra fiskeriinspektionsskibet “Guldborg”. Operationen fandt sted i vores spisestue og på spisebordet.

”Min søster Alma, der senere blev gift med den engelske konsul Jørgen Nielsen, og jeg gik i skolestuen, der var indrettet i den daværende Gendarmerikasserne. Det var en fæl tur om vinteren at gå i mørke fra Strandbygade, hvor fars fabrik lå, og det skete jo adskillige gange, at vi dumpede i grøften, der løb langs Strandbygade.

Ofte bad vi drenge om at få lov at gå i gården for at komme ind til gendarmerne, der altid var venlige og fornøjelige. Jeg husker jo adskillige af lærerkræfterne dengang, men engang imellem måtte der søges hjælp i de mindste klasser såfremt der var sygdom iblandt lærerkræfterne. Jeg erindrer således Poula Mikkelsen, der kun var 4-5 år ældre end jeg. Hun var datter af havnebetjent Sørensen, og hun underviste i dansk og regning. Skolen blev holdt ren af madam With, der boede ovenover. Hun blev gift med Phillipsen, der var handelsmand med en trillebør. Vi børn tingede ofte med ham om priserne på æbler, blommer og pærer. Han skabte mottoet “rask må det gå”, som siden blev Esbjergs valgsprog, og som byen lever op til.

Så blev der jo bygget en ny skolebygning overfor kirken i Skolegade. Det var jo store og flotte forhold i modsætning til Gendarmerikassernens lokaler.

Direktør Brinch, der var født d. 1. december 1875 i Sønderho på Fanø, fortæller, at hans far P. M. Brinch var kaptajn, og at moderen, Anna Brinch, begge var født i Sønderho. Min barndom og skoletid, gik ellers i al stilhed sådan, at Jeg ikke engang havde været i Esbjerg før Jeg blev konfirmeret.

I Nordby var jeg adskillige gange, – især efter medicin, for en tur til Nordby fik man 10 øre. Dengang løb man gerne de 14 kilometer frem og tilbage for 10 ører. Den 17. februar 1890 – 14 dage efter min konfirmation sejlede jeg med hjuldamperen Koldinghus fra Esbjerg til Newcastle, en sørejse der dengang tog 36 timer for at nå England, hvor jeg straks kom ombord på min fars 500 tons tunge barkskib, som lastede kul til Rio de Janeiro. Vi sejlede fra England d. 3. marts og nåede rejsens mål den 10. maj. Kullene blev losset og vi indtog straks en ladning huder til Le Havre i Frankrig. Derfra i ballast til Visby på Gotland for at indtage en ladning træ.

På tilbagevejen gik jeg i land på Københavns red og rejste hjem. Det var først i december måned 1890, og dermed var mit sømandskab forbi.

Efter sommerferien i 1891 kom jeg til Varde på Realskolen hos bestyrer kaptajn Briks, og i 1893 efter to års forløb fik jeg præliminæreksamen, og ca. 8 dage efter fik jeg kontorplads i trælastforretningen Meinerts & Co. i Esbjerg. Trælastforretningen var én af konsul Lauritzens nyoprettede firmaer. Da jeg begyndte på kontoret i Esbjerg havde byen 4.000 indbyggere. Husene lå spredt over et stort område med pløjemarker og kornmarker ind imellem.

At alt det hele var en stor forvirring forklares bedst derved, at jeg engang i min skoletid i Varde, havde været hjemme i juleferien, og på tilbagerejsen kom med den lille båd (færge) til Strandby Kro, hvorfra jeg skulle gå til banegården ved Exnersgade, Det var først på aftenen men jeg løb vild omtrent der hvor Esbjerg Andelsmejeri er bygget. Jeg var kommet væk fra landevejen og kunne ikke finde den mellem husene, stendynger og skramlepladser. Endelig fandt jeg banegården og kom med toget.

Jeg var på trælastkontoret til 1895, hvor Tømmerhandelen Meinerts & Co. blev slået sammen med Bøtkers Tømmerhandel. I Tarm havde Bøtker oparbejdet en tømmerhandel, som han solgte og flyttede til Esbjerg, hvor han straks begyndte en tømmerhandel. Kort efter i 1895 skete sammenslutningen med Bøtker og M. B. Knudsen som direktører. Der gik kun nogle få år, så skiltes de igen. Knudsen rejste til Amerika og Bøtker fortsatte som enedirektør. Meinerts kontor var i Kongensgade 6 og Foderstoffirmaet Eriksen & Christensen havde kontor i modsatte ende af samme bygning. Samme dag som sammenslutningen af de to trælastfirmaer skete, begyndte jeg kl. 20 om aftenen på a/s Eriksen & Christensens kontor. Det nye kornfirma var startet i 1893, og før den tid blev alt korn fragtet fra Kolding og her til Vestjylland.

De fleste mennesker i Esbjerg gik dengang med træsko. Jeg husker således engang, jeg fulgtes med direktør Eriksen fra kontoret og ned på havnen. Jeg gik med træsko på fødderne. og direktør Eriksen sagde til mig: ”Det er fodtøj man er godt tjent med. Træsko passer til Esbjerg, hvor der ikke findes gader, men kun dårlige veje og smalle stier!”

Kornfirmaet voksede hurtigt, det første pakhus som selskabet selv byggede i 1898. Det var træpakhuset ved siden af saltværket. silopakhuset begyndtes der på i 1899. Tømrermester Clausen havde arbejdet, men som en tid måtte ligge stille på grund af strejke. Clausen led på grund af denne strejke et meget stort tab, idet han havde cement liggende for l0.000 kroner, som fuldstændigt forstenedes.

I 1909 brændtes silopakhuset. Det var d. 19. august 1895, at jeg begyndte mit mangeårige arbejde i Kornforretningen a/s Eriksen & Christensen – og jeg vil her tilføje, at jeg havde den store glæde at komme med i et stort arbejde med at oparbejde et stort vestjysk kornfirma. De to direktører Eriksen og Christensen var udmærkede mænd at arbejde under. Jeg arbejdede uafbrudt i firmaet til 1933. I disse vanskelige år for landbruget led firmaet store tab, og man måtte på en måde næsten begynde forfra i det små igen.
I 1933 blev direktør Eriksen, bestyrelsen og jeg enige om at begynde en hønsefoderfabrik. Der var dengang kun én forretning for hønsefoder af nogen betydning, nemlig ”KarensmøIle” i Aarhus, som voksede meget stærk, udvidede stadig kundekredsen – ja, helt her over til Sydvestjylland.

Jeg troede på foretagendet, da jeg startede, og mente med sikkerhed, at en sådan virksomhed kunne gå i Esbjerg. Jeg havde i de mange år solgt meget korn i de vestjyske egne, og var sikker på, at jeg også kunne sælge hønsefoder – og det har vist sig at være rigtigt.

Omsætningen steg år efter år, og er nu den største hønsefoderfabrik af sin art i Danmark. Da jeg trådte tilbage, indtog min Søn P. M. Brinch, og Thorvald Vilhelmsen direktørposterne. De to mænd fulgte med mig fra a/s Eriksen & Christensens kontor til hønsefoderfabrikken, og har således været med fra starten, og kender som sådan virksomheden i alle enkeltheder. Hønsefoderfabrikken beskæftiger nu 70 – 100 mennesker daglig.”

Direktør Brinch har også ofret ikke så lidt tid udenfor firmaet, og har siddet i bestyrelsen for Købmændenes Arbejdsgiverforening i 45 år, og deraf 30 år som formand, og han overtog posten efter konsul Pagh. Medlem i 25 år af bestyrelsen for Sammenslutningen af Havne- og Købmandssammenslutningen i Danmark. Medlem i 7 år af arbejdsgivernes hovedbestyrelse.


Facebook kommentarer

Leave a Reply