Der er et fællesskab til alle – også til dig

0
867

Alt for mange danskere er ramt af ensomhed. At være en del af et fællesskab er et vigtigt led i livskvaliteten for de fleste og kan være med til at styrke den mentale sundhed. Derfor sætter Esbjerg Kommune nu ekstra fokus på fællesskaber med initiativer og tilbud, som skal styrke fællesskabet, fremme den mentale sundhed og støtte borgere i at opbygge netværk.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Hverdagen bliver nemmere, når vi deler den med andre. Under overskriften ‘Der er et fællesskab til alle – også til dig’ sætter Esbjerg Kommune nu ekstra fokus på fællesskabet.

I Esbjerg Kommune vil vi gerne understøtte, at alle borgere kan leve et aktivt liv med livskvalitet længst muligt. At være en del af et fællesskab er et vigtigt led i livskvaliteten for de fleste og kan være med til at styrke den mentale sundhed. Det gælder, hvad enten man er ung, ældre eller midt i livet. Derfor sætter vi nu ind med flere initiativer og tilbud, som skal være med til at styrke fællesskabet, fremme den mentale sundhed og støtte borgere i at opbygge netværk, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

Kurser, lodsordning og nye netværk

Blandt tilbuddene er kurser, Dit liv – dit fokus, hvor unge mænd og kvinder, som ønsker større trivsel og balance i hverdagen, kan mødes med andre i samme situation og få redskaber til at tackle hverdagens udfordringer.

Er man midt i livet og står ved en skillevej, kan det også være en hjælp at møde andre i samme situation, når man skal finde sin nye kurs. Derfor tilbyder Esbjerg Kommune nu kurserne, Dit liv – ny kurs, både til mennesker, der er på efterløn eller pension eller på vej til det og til enker og enkemænd. Her kan man få inspiration til overgangen fra arbejdsliv til efterløn eller pension eller til at komme videre i livet, når man har mistet sin ægtefælle. Samtidig giver kurserne mulighed for at danne nye netværk. Har man ønsker om at komme i gang med en fritidsinteresse, men mangler det sidste skub, kan man nu også få en lods, som hjælper én i gang.

Er man over 65 år og savner nogle at mødes med, så hjælper kommunen med at organisere samværsgrupper, hvor man kan få nye bekendtskaber og mødes til hyggeligt samvær.

Fælles ansvar

– Energi til det gode og sunde liv er et fælles ansvar. Kommunens initiativer kan og skal derfor ikke stå alene. Mange frivillige foreninger og organisationer gør løbende et stort og vigtigt stykke arbejde, og vi kan også som borgere og enkeltpersoner blive endnu bedre til at række ud og gøre noget i hverdagen for at styrke fællesskabet og involvere vores medmennesker – hvad enten det er en nabo, en kollega, en ven eller et familiemedlem, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

Leave a Reply