De unge gør det igen

0
1515

I 2018 meldte Ungdomsrevyen helt udsolgt. Den modtog meget ros, så nu vil de unge gentage succesen i efterårsferien. De er nu i fuld sving med forberedelserne.

Der er i øjeblikket travlt på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater i Borgergade. En flok engagerede unge på 17-18 år gør sig klar til at opføre anden sæson af Ungdomsrevyen. De står nemlig selv for det hele.

Det er igen den kun 17-årige Victor Holmgaard Bjerrum, der står i spidsen for revyen. Victor har lavet revyer siden 3. klasse, og siden da har revyerne udviklet sig år for år. Det er anden sæson af Ungdomsrevyen på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, og i år forventes det at blive skarpere, flottere og endnu mere festligt.

De unge skuespillere, musikere og teknikere er alle med til at skrive tekster, bygge kulisser, finde kostumer og de mange andre ting, som skal til.

For at holde det høje niveau, får holdet hjælp fra formanden af børneteatret Gitte Schunck, og Hanne Bjørnskov fra Esbjergrevyen.

Revyen vender mange af de aktuelle emner herunder karakterræs, yoga, global opvarmning, mangel på pædagoger og de mange krænkelser. De vovede emner bliver leveret med et glimt i øjet, så alle kan grine ad dem. Der er naturligvis også numre, som bare er skøre og sjove.

Der er allerede godt gang i billetsalget. For at tiltrække flere unge, gives der i år rabat til unge med studiekort. Sidste år gik folk i alle aldre derfra med et smil på læben, for showet er både velegnet for unge og voksne.

Følg med på Instagram: @ungdomsrevyen eller Facebook: Foreningen Esbjerg Børne- og Ungdomsteater.

Medvirkende

Anne Katrine Boddum

Carl Emil Weilborg

Ida Lorentzen

Mette Foldberg Friis

Victor Holmgaard Bjerrum

Forestillinger

Forestillingerne spilles i efterårsferien fra mandag den 14. oktober til og med søndag den 20. oktober. Mandag til lørdag klokken 20:00 – søndag klokken 14:00.

Billetter

Billetter købes til 70 kr. + billetgebyr på www.teaterhuset.org – der gives 10% studierabat til studerende. Eventuelle resterende billetter sælges i døren.

Fotos taget af revyen

Leave a Reply