Dagtilbud og skoler åbner fredag til en anderledes hverdag

Fredag den 17. april er Esbjerg Kommune klar til den gradvise genåbning af dagtilbud og skoler, som glæder sig til igen at tage imod børnene. Det bliver en anderledes hverdag, hvor det vigtigste fokus er tryghed og sundhed for børn og ansatte.  
Siden statsministeren inden påske meldte ud om en gradvis og kontrolleret genåbning af landets dagtilbud og skoler efter corona-nedlukningen, har Esbjerg Kommune arbejdet på højtryk for at kunne byde børnene velkommen tilbage.

Fredag den 17. april bliver dørene igen slået op for børn i dagtilbud og elever i 0.-5. klasse, 0.-10. klasse i specialklasser og Esbjerg Ungdomsskoles heltidsundervisning. Alle dagtilbud og skoler følger selvfølgelig Sundhedsstyrelsens retningslinjer, som bland andet stiller krav om særlige hygiejnefaciliteter og ekstra plads til børnene, så de kan holde afstand til hinanden og bedre undgå smitte. Det betyder, at alle skoler åbner fredag og har planlagt undervisning og aktiviteter, der primært foregår udendørs i små grupper af børn og voksne, som bliver sammen gennem hele skoledagen. Også førskolebørnene er velkomne og vil blive taget godt imod fredag den 17. april, men forældrene opfordres til at holde børnene hjemme indtil den 24. april, hvis de har mulighed for det. Her vil de øvrige børn og ansatte være igennem den første uge af genåbningen og har haft tid til at finde sig til rette i den nye hverdag. Plads til leg og læringAktiviteterne kommer også til at foregå udendørs i dagtilbuddene, hvor flertallet forventes at åbne fredag, mens enkelte muligvis først åbner i de efterfølgende dage, fordi der er ventetid på at få de praktiske faciliteter endeligt på plads. Hvis en daginstitution ikke genåbner fredag, fortsætter nødpasningen, og forældrene får direkte besked fra daginstitutionen. 
“I kommunen ser vi frem til igen at få liv af børn og voksne ude i dagtilbud og skoler, og selv om det bliver en anderledes hverdag, er jeg sikker på, at de dygtige medarbejdere får skabt en tryg og god base, hvor der er både nærvær, omsorg og plads til leg og læring for børnene”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen. 

Passe godt på alle
Særligt i daginstitutionerne er opmærksomheden rettet mod kapaciteten, som skal holde balancen mellem antallet af børn, Sundhedsstyrelsens krav om ekstra plads og et passende antal voksne. Derfor kan det blive nødvendigt for de enkelte daginstitutioner at sætte ind med begrænsninger undervejs i perioden for genåbningen. For eksempel er det muligt at holde åbent i færre timer om ugen eller prioritere i forældrenes behov for pasning, så børn, hvis forældre har samfundskritisk arbejde, eller børn med særlige behov har førsteret, mens andre måske kan få passet deres børn hver anden uge. 

“Det allervigtigste for os er at passe godt på alle – både børn og voksne – og daginstitutionerne har kun den plads, de har. Derfor har vi brug for nogle greb, vi kan sætte ind med, hvis kapaciteten bliver presset. I både dagtilbud og skoler vil de hele tiden holde et skarpt fokus på hygiejne og adfærd, så både børn, forældre og ansatte kan føle sig trygge og glade i den nye hverdag”, siger formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.

Facebook kommentarer

Skriv et svar